DI Mener:

FNs verdensmål

Det kan lykkes at indfri verdensmålene, men kun hvis erhvervslivet kommer på banen. Mange danske virksomheder er klar til at levere.

Verden har undergået en fantastisk teknologisk og økonomisk udvikling gennem de seneste årtier.

Som resultat er flere hundrede millioner af mennesker løftet ud af fattigdom. Børnedødeligheden er faldet drastisk, og andelen af børn, der modtager undervisning, er steget. Der er mange fremskridt at spore. Men som FN’s 17 verdensmål afspejler, er der stadig massive udfordringer at tage fat på. Det gælder ikke mindst inden for klima, ligestilling, ulighed, sult og sundhed.

Dansk Industri mener, at det er helt afgørende, at vi får indfriet verdensmålene, og vi vil gå forrest i bestræbelserne på, at det lykkes.

Erhvervslivet skal med, hvis vi skal indfri verdensmålene

Det er først og fremmest virksomhederne, der skal levere de nye løsninger, som kan understøtte en bæredygtig omstilling og sikre, at flere af verdens borgere får adgang til rent drikkevand, grøn strøm, nærende fødevarer, medicin, gode arbejdspladser mv.

Mange danske virksomheder leverer allerede i dag et vigtigt bidrag til den bæredygtige omstilling gennem deres daglige forretning. Danske virksomheder er frontløbere inden for bl.a. grøn energi, vand og cirkulær økonomi. Men der er plads til forbedring.

Dansk Industri vil skubbe på for, at endnu flere danske virksomheder tager den bæredygtige dagsorden til sig og bidrager positivt til at gøre verdensmålene til virkelighed. Samtidig arbejder vi politisk for, at vi har rammer og systemer, der giver virksomhederne mulighed for at levere bæredygtige løsninger inden for alt fra uddannelse til affaldshåndtering og fødevareproduktion.

Bæredygtighed kan sikre virksomhedernes vækst

Dansk Industri hjælper vores medlemsvirksomheder med at integrere bæredygtighed i deres forretningsmodel. Både så de kan blive i endnu bedre stand til at levere på ønsket om en økonomisk udvikling i social og klimamæssig balance. Men også fordi der er et stort forretningspotentiale i verdensmålene.

Nogle skal levere de bæredygtige idéer og produkter, der i stigende grad bliver efterspurgt. Det åbner nye muligheder, som skal gribes; meget gerne af danske virksomheder. På den baggrund mener Dansk Industri, at verdensmålene kan blive en løftestang for danske virksomheders langsigtede vækst og måske endda overlevelse.

Analyser

Marie Gad

Chef for Global udvikling og bæredygtighed

  • Direkte +45 3377 3789
  • Mobil +45 2949 4447
  • E-mail msh@di.dk