01.07.19 DI Mener Nyheder

Nu kommer der pant på juice, saft og smoothies

Det er ikke længere kun øl og vand, der kan pantes. Fra i dag er over 400 slags juice og saft med i det danske pantsystem. Udvidelsen af pantsystemet skal være helt indfaset 1. november 2019.

Udvidelsen af pantsystemet blev vedtaget i Folketinget sidste år, og Dansk Retursystem anslår, at det vil betyde, mere end 50 millioner plast-, glasflasker og aluminiumsdåser nu ender op i pantautomaterne og derved genbruges hvert år.

Heidi Schütt Larsen, vicedirektør hos Dansk Retursystem, ser frem til mere genbrug.
- Der har været et stort politisk ønske om, at de her emballager også skulle ind i pantsystemet på grund af klima og ressourcer. Det sparer en masse CO2 og ressourcer fra vores jordklode, siger Heidi Schütt Larsen.

Fra 1. november skal alt, der bliver solgt, være med pant på

Selvom de første pantmærkede juice- og saftflasker rammer butikkerne i dag, kommer pantsystemets udvidelse først til at være helt indfaset den 1. november.

Dette skyldes, at alle danske butikker laver en glidende overgang. De produkter, butikkerne allerede har på lager og hylder, får lov til at blive solgt og drukket for at undgå madspild.

Fakta om gen-anvendelse af drikkevare-beholdere

· Det danske pantsystem har rødder helt tilbage fra 1942.
· Dansk Retursystem har eneret på pantsystemet og er et nonprofitselskab, der ejes af de største danske bryggerier og reguleres af Miljøministeriet.
· Selskabet henter emballager ind fra 15.672 butikker i hele landet.
· I 2018 blev der genanvendt 1,4 milliarder flasker og dåser via pant. Det er 3,8 millioner hver eneste dag.
· Målt i tons er halvdelen glasflasker, mens knap en tredjedel er af plast, og lidt over en sjettedel er metaldåser.
· Næsten ni ud af ti engangsflasker eller -dåser kommer retur via panten.
· Det sparer miljøet enorme mængder CO2, fordi der ikke skal produceres nye emballager. I 2018 var det 143.950 tons.
· Inden den 1. november skal alle juice, saft, smoothies og most i glas-, plast- og aluminiumsemballager være belagt med pant.

Kilder: Dansk Retursystem, Affald.dk, Ritzau.

Gitte Hestehave

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3403
  • Mobil +45 2060 6993
  • E-mail gh@di.dk