11.06.20 Miljø, energi og klima Nyheder

Millioninvestering fra AVL sikrer mere og bedre kvalitet af genanvendt husstandssorteret plast

Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL) har søgt patent på en ny maskine til genanvendelse af plast, og er klar med en millioninvestering i ny produktlinje, der kan fordoble genanvendelsen af plast fra husholdninger i Danmark.

Med en tocifret millioninvestering vil AVL genanvende husstandssorteret plast i så høj en kvalitet, at det kan bruges i nye plastprodukter. Når plastens kvalitet fastholdes i genanvendelsesprocessen kan den genanvendes igen og igen.

En maskine med flere egenskaber

Den nye maskine kan genanvende plasten i høj kvalitet ved en kombination af vaske-, sortering- og tørrefunktioner.

Samtidigt reducerer maskinen også vandforbruget i genanvendelsesprocessen markant. Den nye maskine reducerer vandforbruget pr. kg. genanvendt plast med 80 pct. sammenlignet med andre europæiske anlæg.

En del af noget større

De nye tiltag er en del af AVL’s vækststrategi, der skal sikre en grøn vækst i virksomheden gennem cirkulær økonomi. Samtidig leverer den nye produktionslinje også et bidrag til klimaet i Danmark og hele verden.

Ved at genanvende mere af vores plastaffald i stedet for at brænde det i forbrændingsanlæg rundt om i Danmark, reduceres CO2-udledningerne forbundet med afbrænding af plast. På den måde kommer vi også et skridt nærmere Danmarks 70 pct. målsætning i 2030.

MUDP-projekt

AVL har sammen med andre aktører fra værdikæden været med i det 3-årige MUDP-projekt ”Udvikling af oparbejdningslinje til optimal genanvendelse af indsamlet plast fra husstande set i et cirkulært perspektiv”. Projektet og MUDP-midlerne har muliggjort den grønne innovation, der har været med til at skabe den nye genanvendelsesmaskine, som AVL nu har søgt patent i.

Iben Kinch Sohn

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3713
  • Mobil +45 2625 0910
  • E-mail ibso@di.dk

Relateret