02.01.20 Miljø, energi og klima Nyheder

Miljøministeren vil forbyde fluorstoffer i EU

Lea Wermelin opfordrer ministerkollegaerne i EU til at arbejde for en regulering af fluorstoffer.

På et Rådsmøde den 19. december har Lea Wermelin sammen med Sverige, Holland, Luxembourg, Tyskland og Norge meddelt, at de vil gå forrest i arbejdet med at regulere fluorstoffer. Grupperingen opfordrer samtidigt resten af EU til at indgå i et samarbejde om emnet.

Nogle fluorstoffer påvirker immunforsvaret og har en negativ effekt på forplantningsevnen. Derudover mistænkes fluorstofferne for at være kræftfremkaldende. Fluorstoffer benyttes i en lang række produkter, fordi de har den egenskab at være vand-, fedt- og smudsafvisende.

Miljøministeren har sammen med andre ministerkollegaer også udsendt et brev til EU-kommissionen, hvor der opfordres til en udvikling af en EU-strategi for fluorstoffer.

Industrien skal hjælpe

Arbejdet kræver en række forskellige undersøgelser om fluorstofferne. Det omhandler fluorstoffernes præcise anvendelse, hvornår de anvendelser er nødvendige, og om der findes alternativer til de anvendte fluorstoffer. Dette medfører et behov for industriens hjælp, for at kunne gennemføre de nødvendige undersøgelser.

DI mener

Fælles Europæiske regler er den rigtige vej at gå, når det kommer til kemikalielovgivning, da det sikrer et fair indre marked. Derfor er DI også positive overfor ministerens EU-tilgang. Forhåbentlig kan det både øge beskyttelsen af europæiske forbrugere og konkurrenceevnen hos de virksomheder, der er gået forrest, og allerede har udfaset fluorstofferne. Forbuddet kræver dog, at der bliver ført kontrol med varer fra tredjelande, så vi ikke importerer skadelig kemi fra uregulerede markeder.

Nikolai Stubkjær Nilsen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3641
  • Mobil +45 2128 8825
  • E-mail nisn@di.dk

Relateret