09.10.24 Miljø, energi og klima Nyheder

Ny EU-Kommission – nu med kommissær for vand & cirkulær økonomi

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er blevet genvalgt, og hun har nu præsenteret sin Kommission, som denne gang har en kommissær for ”miljø, vandrobusthed og en konkurrencedygtig cirkulær økonomi”, svenske Jessica Roswall. Kommissærerne skal nu igennem høringer i Europa-Parlamentet, som skal godkende den samlede Kommission.

Hovedoverskriften for Kommissionens arbejde er i denne periode ”konkurrencekraft”. Det indebærer selvfølgelig også grønne tiltag, og formanden har klart signaleret, at arbejdet med ’Green Deal’ fortsætter. Fra flere sider peges på, at cirkulær økonomi er et af redskaberne til både at nå de grønne mål – om ressourceeffektivitet såvel som klima – men samtidig også en vej til at gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige.

Hvad skal den nye Kommissær arbejde med?

Ved udpegningen giver formanden hver kommissær et såkaldt mission letter, hvori kommissærens opgaver skitseres. Den nye miljøkommissær skal således både fremsætte en ’Water Resilience Strategy’ og en ’Circular Economy Act’. DI bidrager med input til begge dele med det udgangspunkt, at der i de senere år allerede er vedtaget store mængder af lovgivning på miljøområdet, så derfor er implementering og håndhævelse afgørende for at nå målene.

Reduktion af administrative byrder

Von Leyen har allerede i foråret annonceret, at de administrative byrder for europæiske virksomheder skal reduceres med 25 pct. DI ser store muligheder i at nå betydelige forenklinger – også uden at gå på kompromis med miljø- og klimamæssige ambitioner. Særligt har vi i de senere år set en række nye krav til dokumentation og afrapportering, og hvis disse krav kunne indrettes, så dokumentation efter én lovgivning også kunne benyttes til at opfylde kravene i en anden lovgivning – det såkaldte ’dual purpose’-princip – ville meget være nået set fra et virksomhedsperspektiv.

Hidtil har hovedreglen været, at hver kommissær har været ansvarlig for sit område alene, selv om der selvfølgelig har været samarbejde på tværs. Denne gang har Ursula von Leyen søgt at ryste posen lidt og prøver at fremme det tværgående arbejde ved at flere skal samarbejde om opgaverne, også på det grønne område. Det er fint i tråd med ambitionerne om at lovgivning skal flugte bedre og undgå unødige administrative byrder.

Louise Bünemann

Louise Bünemann

Fagleder for EU miljøpolitik

  • Direkte +45 3377 3024
  • Mobil +45 4070 6911
  • E-mail lobu@di.dk

Relateret indhold