Cirkulær Økonomi som konkurrenceparameter: Genanvendelse
I artikelserien, ’Cirkulær Økonomi som Konkurrenceparameter’, fremhæves forskellige eksempler på, hvordan cirkulære tiltag er et konkurrenceparameter for en række danske virksomheder. I denne artikel stilles skarpt på genanvendelse som cirkulært tiltag og konkurrenceparameter.
Ressourceknaphed er i stigende grad en udfordring for mange virksomheder. Råmaterialer bliver færre og dyrere, og det kan bidrage til at svække forsyningssikkerheden i virksomheders råvareinput.
Samtidig findes virksomheders største klimaaftryk i udvinding og forarbejdning af råmaterialer, der bruges som input i produkter eller som del af en virksomheds services.
Kort om genanvendelse og cirkulær økonomi
Fordelene ved genanvendelse er lette at få øje på. Forlængelse af råmaterialers brugsperiode kan reducere behovet for at udvinde nye ressourcer fra jordens reserver, idet allerede udvundne ressourcer udnyttes længere og mere omkostningseffektivt.
Hvad betyder genanvendelse egentlig?
Genanvendelse betyder, at materialer, som allerede har været brugt/indgået i et produkt, udvindes af dette produkt og benyttes igen i nye produkter. I kontrast til genbrug, hvor hele produktet bruges igen, kan et produkt genanvendes ved eksempelvis at blive skilt ad, hvor dele af produktet indgår i nye produktionskæder – det værende til fremstilling af det samme produkt, som materialet oprindeligt indgik i, eller helt andre produkter.
Hvorvidt materialer kan genanvendes, afhænger derfor også i høj grad af, om produkter designes til eksempelvis at kunne skilles ad, så delkomponenter eller materialer kan genanvendes. På samme måde kræver genanvendelse at produkter indsamles, sorteres og skilles ad, så nye komponenter og materialer kan anvendes af virksomheder, på lige fod med ny-indvundne råmaterialer.
Der findes derfor også mange metoder til genanvendelse, afhængigt af materialet og dets sammensætning.
Fordele ved genanvendelse
En måde, hvorpå genanvendelse kan bidrage til at øge en virksomheds konkurrenceevne, er i forbindelse med forsyningssikkerhed.
Ved at genanvende råmaterialer og bruge genanvendte materialer frem for at afhænge af udvinding af nye råstoffer, kan virksomheder styrke forsyningssikkerheden og fremtidssikre deres råvareforsyning. Det kan yderligere bidrage til omkostningsreduktioner, idet priserne på nyligt udvundne råmaterialer stiger.
Samtidig kan det bidrage til at sænke virksomhedens CO2-aftryk på tværs af værdikæden. Ved at øge sin virksomheds ressourceeffektivitet, sparer virksomheden de udledninger, som er forbundet ved at skulle udvinde nye råmaterialer.
Derudover, kan sådanne cirkulære tiltag også være adgangsgivende for konkurrencedygtig kapital. Cirkulær økonomi indgår i taksonomien for bæredygtig finansiering, og cirkulære tiltag, som øget genanvendelse hos en virksomhed, kan derfor bidrage til, at virksomheden leverer på cirkulær økonomi og kan få adgang til kapital til konkurrencedygtige priser.
Så, hvorfor arbejder alle virksomheder ikke allerede med genanvendelse?
Det gør mange virksomheder faktisk også. Vi har i den forbindelse spurgt en håndfuld af de virksomheder om, hvad der, ifølge dem, gjorde det muligt at integrere genanvendelse på en måde, som også var bæredygtig fra et økonomisk og socialt perspektiv. Ét af de virksomhedseksempler, kan du læse nedenfor.
Konkrete erfaringer med genanvendelse
Virksomheden Trebo har udviklet en plastsorteringsteknologi, som muliggør genanvendelse af komplicerede plastsammenblandinger i lige så høj kvalitet som virgine råmaterialer.
Gennem deres plastsorteringsløsning udnyttes og sorteres forskellige plasttyper til en renhed nær 100pct.
Genanvendelsen af plasten bidrager til en væsentlig CO2-reduktion, idet plasten ved genanvendelsen undgår forbrænding.
Idet Trebo tager udgangspunkt i materialer, som ellers anses for værende spildprodukter eller affald, er omkostningerne ved materialeinput lave, mens slutproduktet udgør en værdifuld ressource.
Det forventes at der i de kommende år vil blive pålagt taksering på plastprodukter og materialer produceret med nye, virgine råmaterialer, som følge af øget EU-regulering. Det samme gælder for plastaffald. Det forventes derfor også at medvirke til øget efterspørgsel på genanvendt plastmateriale.
Du kan læse mere om Trebo, eller finde inspiration blandt andre virksomheders gode erfaringer med cirkulær økonomi i vores casebank her.
Har du andre gode eksempler, som vi bør kende til? Skriv til os på miljoe@di.dk.