Endelig udsendelse af den reviderede Luftvejledning og ny B-værdivejledning
Miljøstyrelsen har nu udsendt den første samlede revision af Luftvejledningen siden 2001. Udkast til luftvejledningen var i høring i efteråret 2022, og nu foreligger den reviderede udgave. Sammen med Luftvejledningen har Miljøstyrelsen også lavet en opdatering af den tilhørende B-værdivejledning.
Blandt de væsentligste ændringer i forhold til Luftvejledningen fra 2001 (tidligere udgaver er fra 1974 og 1990) kan nævnes:
- Forenklet regulering af hovedgruppe 1 stoffer
- Overgang til 10 års meteorologi ved OML-beregninger
- Nye afsnit om diffuse emissioner og metoder til estimering af depositioner
- Nye afsnit om regulering af visse forgasnings- og pyrolyseanlæg og anlæg til direkte tørring
- Nye afsnit om kontrol med kulfilter- og partikelfiltre
- Nyt afsnit om svejserøg.
Luftvejledningen indeholder desuden Miljøstyrelsens udlægning af forholdet mellem BREF-dokumenter under IED og Luftvejledningen.
OML-modellen opretholdes på trods af den vedholdende kritik af modellen.
Nyttigt at vide, inden du læser den reviderede vejledning
I Forordet samt Kapitel 1 – Indledning og Kapitel 3.5 kan du læse, hvad der er sket af ændringer med den reviderede vejledning.
I forbindelse med høringen og den endelige udgave af Luftvejledningen har Miljøstyrelsen udarbejdet et 'høringsnotat'. Dette kan læses som et bidrag til fortolkning og forståelse af Luftvejledningen (Link til denne forefindes nedenfor).
Og husk! Det er stadig kun en vejledning til myndighederne. Hvis man selv har bedre løsningsforslag, kan man stadig argumentere for dem, som alternativ.