Foto: GettyImages
19.12.24 Miljø, energi og klima Nyheder

Styrket affaldstilsyn: Har du styr på din virksomheds affald?

Den 1. januar 2025 trådte ny lovgivning om styrket tilsyn med virksomheders håndtering af affald i kraft. Her kan du læse om, hvad det betyder for din virksomhed.

Det kan for mange virksomheder være en udfordring at gennemskue, hvordan man lever op til kravene om korrekt affaldssortering - og om affaldssortering i det hele taget giver mening. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad det styrkede affaldstilsyn indebærer, og finde links til konkrete vejledninger, så du kan sikre dig at din virksomhed overholder kravene.

Virksomheder har i mange år skulle sortere erhvervsaffald og sikre, at det enten genbruges, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse. Det har været et krav siden 2023, at virksomheder skal sortere deres affald i de samme 10 typer affald (fraktioner), som private husstande - et krav, der siden 2025 er blevet, og stadig bliver, ført øget tilsyn med. 

Hvorfor et styrket affaldstilsyn?

Alt affald, der kan genanvendes, skal genanvendes. Det er en af forudsætningerne for et grønnere Danmark. Det styrkede affaldstilsyn skal understøtte vejen til et grønnere samfund ved at sikre, at de ressourcer, der gemmer sig i vores affald, bliver recirkulerede i nye produkter.

Hvad indebærer det styrkede affaldstilsyn?

Det styrkede affaldstilsyn henvender sig til alle former for danske virksomheder, der genererer affald. Overordnet baseres de fleste affaldstilsyn på data fra det fælles affaldsdatasystem (ADS), data i CVR-registret eller branchespecifikke data.

De to former for styrket affaldstilsyn

Affaldstilsynet kan inddeles i to forskellige former for tilsyn, som begge blev styrket pr. 1. januar 2025: Et administrativt tilsyn og et fysisk tilsyn.

Det administrative tilsyn kan man som virksomhed blive udtrukket til, hvis man ikke får miljøtilsyn. Det administrative tilsyn er ikke et fysisk besøg, men foretages pba. virksomhedens indberettede data om eget erhvervsaffald.

Det fysiske affaldstilsyn er derimod et fysisk besøg, hvor medarbejdere fra tilsynsmyndigheden (primært kommunerne) gennemgår affaldsindsamling – og sortering hos virksomheden.

Miljøstyrelsen er dog primær tilsynsmyndighed for affaldshåndteringsvirksomheder og virksomheder, hvor Miljøstyrelsen også er ansvarlig for miljøtilsynet.

Virksomhedens rolle i håndteringen af erhvervsaffald

Som virksomhed, har man ansvaret for at sikre, at ens erhvervsaffald bliver sorteret, så potentialet for genanvendelse udnyttes optimalt. Det indebærer derfor også, at man, som virksomhed, indgår en aftale med en affaldspartner, som kan dokumentere, at virksomhedens erhvervsaffald bliver sorteret og behandlet rigtigt.

Hvad er erhvervsaffald?

Erhvervsaffald er affald fra virksomheder. Det er altså ikke fraktionsspecifikt, men spænder bredt over alle former for affald, som en virksomhed ender med at smide ud.

Nina Nagskov Jørgensen

Nina Nagskov Jørgensen

Chefkonsulent

Niels Bukholt

Niels Bukholt

Sekretariatsleder, Affalds- & Ressourceindustrien

Relateret indhold