Clean Industrial Deal skal hjælpe den cirkulære omstilling af Europa
Onsdag den 26. februar fremlagde Europa-Kommissionen et forslag, der skal bringe de europæiske industrier et stort skridt tættere på en bæredygtig fremtid. Der er tale om den længe ventede Clean Industrial Deal, der nu er blevet offentliggjort.
Aftalen skal styrke den grønne omstilling i EU samtidig med, at virksomhedernes konkurrenceevne skal styrkes således, at de er bedre rustet til at modstå eksempelvis en global forsyningskrise. Aftalen indeholder ligeledes flere vigtige initiativer, der skal være medvirkende til at hjælpe den cirkulære omstilling godt på vej i Europa.
Et af tiltagende, som Kommissionen vil vedtage, er en retsakt om cirkulær økonomi i 2026. Her drejer målet sig om at fremskynde den cirkulære omstilling og sikre, at virksomhederne anvender og genanvender knappe materialer effektivt og skaber jobs. Målet her er, at 24pct. af de anvendte materialer skal være cirkulære i 2030.
Derudover vil de sørge for bedre adgang til kritiske råmaterialer. Det sker ved oprettelsen af ’EU Critical Raw Material Centre’, der skal stå for at samle efterspørgslen samt håndtere fælles indkøb af råmaterialerne, hvilket på sigt skal kunne tilbyde virksomhederne bedre priser og betingelser.
Blandt eksemplerne på tiltag er også, at Kommissionen vil lægge op til at øge efterspørgslen på grønne produkter, produceret i EU.
Yderligere information
Læs mere om Clean Industrial Deal på Europa-Kommissionens hjemmeside herunder.