Trecifret millionsatsning til cirkulær økonomi fra Industriens Fond
Industriens Fond vil med en ny stor satsning bevilge mere end 125 millioner korner til deres Cirkulær Produktion-pulje med det formål at gøre danske virksomheder førende inden for cirkulær produktion gennem ti nye store projekter.
Den nye bevilling på 125 millioner kroner skal gå til ti projekter, som skal understøtte den cirkulære omstilling hos danske virksomheder og sikre, at Danmark kan blive en international videnshub inden for cirkulær produktion. Projekterne skal arbejde med løsninger, der kan bringe virksomhedernes ressourceforbrug markant ned og gøre dem mindre afhængige af jomfruelige materialer og usikre forsyningskæder.
Omstillingen til en cirkulær økonomi er et vigtigt indsatsområde, hvorfor DI også aktivt indgår i samarbejdet omkring de nye projekter sammen med 24 andre store aktører, der dækker bredt inden for universiteter, forskningsinstitutioner og interesseorganisationer. DI Produktion er også gået direkte ind i et af projekterne, kaldet Cirkulær forretning, som ledes af Teknologisk Institut. Her vil de arbejde mod realiseringen af cirkulære løsninger ude i danske virksomheder.
Overordnet fordeler de ti projekter sig i tre spor, som har fokus på 1) materialer og ressourcer, 2) kompetencer og ledelse samt 3) forskning og innovation. Formålet med de tre spor er, at de skal skabe ny viden på området og hjælpe fremstillingsindustrien med at sætte skub i den cirkulære omstilling. Konkret er målet, at produkter i højere grad skal være baseret på genbrug af materialer, have længere holdbarhed, samt at kapacitetsudnyttelsen forøges, mens de er i brug.
Hjælp til 400-500 virksomheder
Bevillingen skal gennem de ti projekter konkret yde hjælp til 400-500 virksomheder, og projekterne vil løbe over en periode på mellem to til fire år. Målet er, at de involverede virksomheder vil blive hjulpet godt i gang med en cirkulær omstilling, der både vil resultere i øget bæredygtighed og støtte virksomhedernes resiliens ved at reducere afhængigheden af knappe råstoffer og ustabile globale forsyningskæder.
Udover hjælpen til de direkte involverede virksomheder, skal den producerede viden i projekterne efterfølgende bredes ud til resten af industrien. Mange af indsatserne vil derudover også ske med en kobling til uddannelser således, at op mod 2500 studerende og elever vil opnå nye kvalifikationer inden for cirkulær produktion.
En del af en større indsats
Cirkulær produktion-puljen, som den nye bevilling bliver en del af, er en samlet betegnelse for bevillinger på mere end 200 millioner kroner, som er tildelt projekter, der skal skabe viden om, hvordan danske virksomheder kan reducere materialeforbruget i deres produktion.
Industriens Fond har bl.a. også finansieret, at DI’s Klimaklar produktionsvirksomhed er blevet udvidet med et nyt spor om cirkulær økonomi, som ligeledes skal understøtte danske virksomheders cirkulære omstilling.
Yderligere information
Læs mere om den nye bevilling på Industriens Fonds hjemmeside herunder