28.03.25 Miljø, energi og klima Nyheder

Endelig aftale: Rådet og EU Parlamentet indfører udvidet producentansvar for tekstiler

Rådet og EU-Parlamentet har vedtaget en aftale om ændringer af affaldsrammedirektivet, der indfører producentansvar for tekstiler. Læs hvad det betyder her.

Aftalen mellem Rådet og Europa Parlamentet indfører et producentansvar for tekstiler, hvilket betyder, at producenter og brands, der sælger tekstiler i EU, i fremtiden vil skulle finansiere omkostningerne for indsamling, sortering og genanvendelse af det tekstilaffald, der kommer fra deres produkter.

Omfattede virksomheder og implementering

Alle tekstilproducerende virksomheder vil som udgangspunkt blive omfattet af det udvidede producentansvar på tekstiler, dog med forskellige tidsfrister.  Producenter af tekstilprodukter omfatter enhver, som producerer, importerer eller distribuerer tekstil-, tekstilrelaterede- eller fodtøjsprodukter. Det omfatter dog ikke socialøkonomiske virksomheder, der leverer allerede brugte produkter, som vurderes egnede til genbrug.

Når aftalen om Affaldsrammedirektivet formelt er publiceret i EU-tidende, hvilket forventes at ske i november 2025, vil medlemsstaterne have 20 måneder til at implementere den i deres lovgivning og 30 måneder til at få implementeret et producentansvarssystem. For mikrovirksomheder gælder det dog, at der vil være et år ekstra til rådighed til at implementere producentansvarssystemet.

Specifikt for online platforme

Rådet og Parlamentet er blevet enige om, at online platforme, der sælger tekstilprodukter på det europæiske marked, skal opfylde de samme forpligtelser som fysiske forhandlere under producentansvaret - uanset om de er etablerede i et EU-land eller et land uden for EU. Online platforme er ansvarlige for at indhente registreringsoplysninger fra producenter, der sælger tekstiler i EU, samt at sikre, at disse oplysninger er korrekte. Hvis oplysningerne er forkerte, skal platforme suspendere producenten, indtil de rette oplysninger er indsendt​.

Undtagelse for genbrugsaktører og socialøkonomiske aktører

Genbrugsaktører og socialøkonomiske aktører bliver foreløbigt ikke omfattet af det udvidede producentansvar på tekstiler, hvilket skyldes Parlamentets opfattelse af, at dette ville være til skade for den cirkulære økonomi. De skal dog mindst hvert år indsende oplysninger til myndighederne om mængden af indsamlede tekstiler, samt hvorvidt de er endt til genbrug, forberedelse til genbrug, genanvendelse eller anden genvinding eller bortskaffelse.

Der er dog lagt op til, at man per 31/12/2029 skal revidere, hvorvidt særligt store kommercielle genbrugsaktører skal omfattes.

Fakta

En socialøkonomisk aktør er defineret som en aktør, der leverer varer eller tjenester og opererer efter principper om sociale eller miljømæssige formål over profit, reinvestering af overskud og demokratisk/participativ ledelse.  

Omfattede produkttyper

Det nye producentansvar for tekstiler vil komme til at omfatte produkter som tøj og tilbehør, fodtøj, tæpper, sengetøj, køkkentekstiler, badeværelsestekstiler, gardiner og hatte.

Parlamentet ønskede også at inkludere madrasser i de omfattede produkttyper, men Rådet var bekymret for, at det ville udvide direktivets rækkevidde for meget. Det er derfor endt med, at der ikke er konkrete forpligtelser for madrasser, men at medlemslandene på eget initiativ kan oprette producentansvarsordninger.

Miljøgraduerede gebyrer

Ligesom for emballager kommer der graduering af producenternes bidrag, så gebyret bliver mindre, hvis tekstilprodukterne designes til genbrug og genanvendelse. Derudover er det også aftalt, at medlemsstaterne kan tilpasse producenternes bidrag, så det afspejler produkternes levetid og holdbarhed. Begge dele indføres for at øge genbrug og genanvendelse gennem cirkulært produktdesign ved at sikre, at der er klare incitamenter til at designe tekstiler, der kan holde længe og recirkuleres igen og igen. Dette skal samtidig fremme, at der kommer skala i de cirkulære løsninger på tværs af EU.

Manglende harmonisering af producenternes bidrag

En udfordring ved aftaleudkastet er dog, at det lægger op til, at medlemslandene individuelt kan tilpasse bidragene for producenterne, hvilket kan medføre et fragmenteret marked og øgede administrative byrder for virksomhederne. Fra både Dansk Industris side vil der derfor blive arbejdet for at sikre en ensartet implementering i EU, herunder obligatoriske, harmoniserede designkriterier med afsæt i ecodesign-forordningen.

Konkrete målsætninger

Der indføres ikke konkrete målsætninger i selve Affaldsrammedirektivet for hverken indsamling, forberedelse med henblik på genbrug eller genanvendelse. Årsagen til dette er, at man på nuværende tidspunkt ikke mener at have data nok til at udarbejde realistiske målsætninger, hvilket dog forventes at være tilfældet per 31. december 2029, hvor spørgsmålet om konkrete målsætninger vil blive genoptaget. 

Yderligere information

Du kan læse Rådets pressemeddelelse her

Du kan læse Europa-Parlamentets pressemeddelelse her

Nikolaj Vedel

Nikolaj Vedel

Konsulent

Relateret indhold