EU Kommissionen vedtager arbejdsplan for ecodesign og energimærkning for perioden 2025-2030
Den Europæiske Kommission har nu offentliggjort sin arbejdsplan for Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR) og Energy Labelling Regulation for perioden 2025-2030. Planen fastlægger de første produkttyper, der vil blive omfattet af de kommende krav til bæredygtigt design og energimærkning – og som skal have et digitalt produktpas.
Arbejdsplanen giver en liste over produktkategorier, der vil blive prioriteret først, når der i løbet af de næste fem år skal introduceres nye ecodesign-krav og energimærkninger. Dette har til formål at fremme bæredygtige, reparerbare, cirkulære og energieffektive produkter på det indre marked. Harmoniserede bæredygtighedskrav på EU-niveau skal være med til at styrke det indre marked ved at forhindre handelsbarrierer, forbedre lige vilkår og reducere den administrative byrde for virksomheder, der sælger de omfattede produkter.
Fremtidige ecodesign- og energimærkningskrav for de udvalgte produkter vil dække to elementer:
- Produktets ydeevne,eks. minimum holdbarhed, minimum energi- og ressourceeffektivitet, tilgængelighed af reservedele eller minimumindhold af genanvendt materiale
- Produktinformation,herunder vigtige produktegenskaber såsom produkternes CO2-fodaftryk og miljøaftryk. Produktoplysninger vil hovedsagelig blive gjort tilgængelige via det digitale produktpas eller, for produkter med energimærker, via det europæiske produktregister for energimærkning (EPREL).
Kommissionen vil også introducere horisontale krav til reparerbarhed for produkter, såsom forbrugerelektronik og små husholdningsapparater. Det første krav vil inkludere introduktionen af en reparerbarhedsscore for produkter med størst reparationspotentiale. Det andet krav vil omhandle indholdet af genanvendt materiale i elektroniske produkter samt krav til deres genanvendelighed.
Derudover vil Kommissionen også vurdere mulighederne for at fastsætte minimumskrav for grønne offentlig indkøb af prioriterede produkter i arbejdsplanen.
Digitalt produktpas
Med den nye arbejdsplan blev det også fastlagt, at alle produkter underlagt ecodesign-forordningen skal have et digitalt produktpas, medmindre et tilsvarende system eksisterer, f.eks. European Product Registry for Energy Labelling (EPREL) for energimærkede produkter.
Prioriterede produkter
De prioriterede produkter for krav til bæredygtigt design og energimærkning er tekstiler (med fokus på beklædning), møbler, dæk og madrasser. Disse blev udvalgt på grundlag af deres potentiale til at skabe resultater inden for den cirkulære økonomi. Derudover er der udvalgt to grupper af halvfabrikater, som er jern og stål samt aluminium, der ligeledes er inkluderet i den femårige arbejdsplan.
Nedenfor er både produkterne, halvfabrikaterne og de horisontale krav samt det år, hvor de forventes vedtaget ifølge arbejdsplanen. Dernæst er en liste over energirelaterede produkter, som forventes omfattet af Ecodesign og Energy Labelling Regulation.
Produktkategorier:
- Tekstiler/tøj (2027)
- Møbler (2028)
- Dæk (2027)
- Madrasser (2029)
Halvfabrikata:
- Jern og stål (2026)
- Aluminium (2027)
Horisontale krav:
- Reparationsvenlighed, inklusiv scoring (2027)
- Genanvendt indhold og genanvendelighed af elektrisk og elektronisk udstyr (2029)
Energi-relaterede produkter:
- Lavtemperaturvarmeafgivere / radiatorer (2026)
- Husholdningsopvaskemaskiner (2026)
- Husholdningsvaskemaskiner og vaske-tørremaskiner (2026)
- Professionelle vaskemaskiner (2026)
- Professionelle opvaskemaskiner (2026)
- Displays (2027)
- EV-opladere (2028)
- Elektriske motorer (2028)
- Køleapparater – husholdning og kommercielle (2028)
- Lyskilder og separate kontroludstyr (2029)
- Svejseudstyr (2030)
- Mobiltelefoner og tablets (2030)
- Tørretumblere (2030)
- Standby- og off-mode forbrug (2030)
- Produkter til lokal rumopvarmning (2026-2030)
Næste skridt
Ecodesign- og energimærkningskrav vil blive indført via delegerede retsakter på et produkt-for-produkt basis eller for grupper af lignende produkter. Dette vil være baseret på grundige forberedende studier og konsekvensanalyser. Interessenter og interesserede parter vil blive involveret i processen, herunder i det nyligt etablerede Ecodesign Forum.
For nogle energi-relaterede produkter vil det igangværende arbejde under Ecodesign-direktivet fortsætte, og relevante krav vil blive vedtaget senest den 31. december 2026.
Arbejdsplanen vil gennemgå en midtvejsrevision i 2028 for at genvurdere prioriteterne og overveje inklusion af yderligere produktgrupper.
Yderligere information
Find Kommissionens pressemeddelelse og offentliggjorte arbejdsplan her.