01.07.25 Miljø, energi og klima Nyheder

Omnibus for kemikalier

I disse måneder ruller EU Kommissionen en række forskellige ’omnibusser’ ud, der skal forenkle nogle af de samme regler eller dobbelt regulering på tværs af lovgivninger. Den varslede omnibus på kemikalier er nu på trapperne og forventes offentliggjort den 3. juli.

Omnibussen vil simplificere visse krav og procedurer for kemiske produkter - primært i form af en lettelse af de netop indførte krav til lay-out og format for etiketter til faremærkning af kemikalier, der er indført med den seneste revision af reglerne for klassificering og mærkning af farlige kemiske stoffer og blandinger, de såkaldte CLP-regler.

Initiativet vil forenkle og tillade mere fleksibilitet i kravene til formater og minimumskrav til font-størrelser og linjeafstand for fareetiketterne. Endvidere vil der være nogle undtagelser for mindre emballager og for faremærkning af benzinstandere. Der vil endvidere være en afgrænsning af kravene for markedsføring og onlinesalg til forbrugere og en bredere tilladelse til at anvende digital mærkning.

Kosmetik- og gødningsprodukter 

Udover forenkling af kravene fra CLP forventes også en forenkling af processen for at inkludere visse nye stoffer på lister til anvendelse i kosmetiske produkter. Det vil lette anvendelse af visse stoffers anvendelse i kosmetiske produkter såsom farvestoffer, parfume og konserveringsmidler, således at nye mindre skadelige stoffer gøres hurtigere tilgængelige i kosmetiske produkter. Også for kosmetiske produkter vil der blive tilladt en større anvendelse af digital mærkning af produkterne ligesom vi forventer, at kravet til pre-notifikation af nanomaterialer vil blive fjernet.

Den sidste produktgruppe, der er omfattet af kemikalie-omnibussen, er gødningsprodukter, hvor omnibussen forventes at gøre det nemmere for EU Kommissionen at inkludere nye kriterier for vurdering af mikroorganismer, ligesom biprodukter fra animalsk produktion, der vurderes sikre i fødevaresammenhæng, også vil kunne inkluderes i lovgivningen for gødningsprodukter.

En vejledning til fortolkning af kravene til den seneste revision af CLP-reglerne har været under udarbejdelse de seneste måneder og var egentlig forventet publiceret dette efterår. Med omnibussen forventer DI, at dette arbejde må tilpasses kemikalieomnibussen, så der kan komme overensstemmelse mellem vejledning og de nyeste krav.

Helle Westphal

Helle Westphal

Fagleder

  • Direkte +45 3377 3259
  • Mobil +45 2688 2052
  • E-mail hewe@di.dk

Relateret indhold