Foto: Canva
18.08.25 Miljø, energi og klima Nyheder

Cirkulær Økonomi som konkurrenceparameter: Partnerskaber og samarbejder

I artikelserien, ’Cirkulær Økonomi som konkurrenceparameter’, fremhæves forskellige eksempler på, hvordan cirkulære tiltag kan være et konkurrenceparameter for danske virksomheder. I denne artikel stilles skarpt på cirkulære partnerskaber og samarbejder som konkurrenceparameter.

For mange virksomheder er bæredygtige tiltag en prioritet. Men det kan også være en udfordring at gennemskue, hvordan miljøhensyn kan inkorporeres i virksomheden på mest gavnlig vis – både for at nedbringe virksomhedens miljøpåvirkning og samtidig sikre bæredygtig vækst.

Her kan cirkulær økonomi og strategiske virksomhedssamarbejder være afgørende værktøjer for virksomheder.

Konkrete erfaringer med cirkulære partnerskaber og samarbejder

Et eksempel på et cirkulært samarbejde er projektet, GENTRÆ. Gennem indsamling, rensning og salg af brugt træ fra byggepladser, har projektet til formål at nedbringe de høje nationale affaldsmængder fra byggeriet. Projektet blev udført i samarbejde mellem STARK, SOLUM og Golder.

Gennem projektet kunne byggepladser bestille metalstativer, som de under byggeprojekter kunne fylde med brugt byggepladstræ, som ellers ville være afleveret i en affaldscontainer. Når metalstativerne var fyldte, kunne byggepladsen bestille afhentning, hvorefter materialerne ville blive gennemgået og pakket med henblik på videresalg i samarbejdspartnernes byggemarkeder. Projektet tilbød deres ordning til byggepladser for et lavere beløb, end det ville have kostet byggepladserne at benytte genbrugspladser. Samarbejdet bidrog på den måde både til mindskning af affaldsmængder fra byggepladser, øget ressourceudnyttelse af allerede fremstillede materialer og nye indtægtskilder, uden øget råmaterialeinput. 

Derudover kunne byggepladserne efterfølgende få tilsendt en rapport udarbejdet af STARK over de mængder af træ, som de havde fået afhentet gennem GENTRÆ, og de CO2-besparelser, som i den forbindelse kunne dokumenteres.

Et andet eksempel er selskabet, Be2Green. De faciliterer forbindelsen mellem aktører, som virksomheder og organisationer, der for eksempel enten står med et stort antal møbler, de ikke længere skal bruge, eller modsat, mangler. Gennem Be2Green kan virksomheder få afsat møbler, som kan genbruges hos andre organisationer eller virksomheder, som ønsker at købe et stort antal nye møbler med så lav som mulig miljøpåvirkning.

Be2Green har i dag over 100 partnerskaber med forskellige virksomheder og organisationer, der arbejder aktivt mod spild af kommercielle møbler.

Du kan læse mere om GENTRÆ, Be2Green eller finde inspiration gennem andre virksomheders gode erfaringer med cirkulær økonomi i vores casebank her.

Har du andre gode eksempler, som vi bør kende til? Så hører vi gerne fra dig på miljoe@di.dk.

Fordele ved cirkulære samarbejder

Overordnet kan cirkulære samarbejder bidrage til, at virksomheder implementerer cirkulære tiltag, hvor det giver mening.

Når virksomheder deler ressourcer og viden, mindskes afhængigheden af globale forsyningskæder, hvilket gør virksomhederne mere robuste overfor udsving.

En anden fordel ved cirkulære samarbejder på tværs af værdikæden er, at de kan skabe nye indtægtskilder og beskæftigelse, uden et øget ressourceforbrug. Et cirkulært samarbejde om at udnytte råmaterialeinputtet, for eksempel ved at bibeholde materialernes værdi så længe som muligt, så de kan genanvendes, er et eksempel på mere effektiv ressourceudnyttelse.

Samtidig kan samarbejdet bidrage til en nedbringelse af virksomhedens spildprodukter, hvor det undgås, at materialer ender som affald med uudnyttede potentialer for værdiskabelse og genanvendelse. I stedet kan cirkulære samarbejder bidrage til, at produkter, som ellers ville være endt som affald, kan genindgå i produktionen og på den måde spare virksomheden eller samarbejdspartneren for omkostninger til nye råmaterialeinput. 

Cirkulære samarbejder kan således være katalysatorer for udvikling af innovative, cirkulære tiltag, løsninger, produkter, materialer og forretningsmodeller, og dermed styrke både den individuelle og samlede konkurrenceevne gennem fælles initiativer.

Kort om cirkulære samarbejder

Et cirkulært samarbejde betyder at flere aktører, som virksomheder, leverandører og samarbejdspartnere, gør en fælles indsats for at holde produkter og råmaterialer i kredsløb så længe som muligt.

Et eksempel kan være en virksomhed, som udvinder et råmateriale direkte fra et økosystem, og som samarbejder med andre aktører om, at råmaterialet gennem hele værdikæden kan anvendes, genbruges og genanvendes så længe som muligt, før virksomheden er nødt til at indvinde nye råmaterialer og igangsætte en ny produktion.  

Cirkulære samarbejder muliggør derfor en deling af ressourcer og kapaciteter, hvor virksomheder kan samarbejde om at udvikle innovative løsningstilgange og dele viden, som gavner begge samarbejdspartnere, styrker deres konkurrenceevne og mindsker deres miljøpåvirkning. 

Iben Kinch Sohn

Iben Kinch Sohn

Chef for Cikulær økonomi

  • Direkte +45 3377 3713
  • Mobil +45 2625 0910
  • E-mail ibso@di.dk

Relateret indhold