40 millioner afsat til national handlingsplan for tekstiler
Med Finanslov 2025 har Miljøstyrelsen bevilget 40 mio. til Den Nationale Handlingsplan for Tekstiler (NHPT). Handlingsplanen skal via tre spor samle den danske tekstilbranche om et fælles mål; at fremtidssikre branchen med afsæt i cirkulær innovation, ansvarligt forbrug og bæredygtig værdiskabelse.
Visionen er, at Danmark i 2030 skal være europæisk frontløber for cirkulære tekstilsystemer.
Det indebærer at hele værdikæden – fra design og produktion til forbrug, levetidsforlængelse, indsamling og genanvendelse – skal integreres i en sammenhængende struktur, der reducerer ressourceforbrug, minimerer miljøpåvirkning og skaber værdi af materialer og råvarer, som ellers ville gå tabt.
”Der er kæmpe store potentialer i mere cirkulære forretningsmodeller, mere genbrug og mere genanvendelse i tekstilbranchen. I DI glæder vi os til at indgå i arbejdet i den Nationale Handlingsplan for Tekstiler og være med til at kickstarte den cirkulære omstilling af branchen. En vigtig del af arbejdet er at klæde tekstilproducenter på til de mange nye cirkulære designkrav og til det kommende producentansvar for emballage,” udtaler Iben Kinch Sohn, Teamleder for cirkulær økonomi og affald i DI.
Med Den Nationale Handlingsplan for Tekstiler samles den danske tekstilbranche om en koordineret fælles indsats gennem tre hovedspor:
- Branchens cirkulære omstilling: Understøttelse af virksomheder i at leve op til EU’s stigende lovkrav og at udvikle nye forretningsmodeller.
- Cirkulær infrastruktur: Opbygning af nationale systemer mellem det offentlige og private til at fremme lavere ressourcetræk og opbygning af infrastruktur til øget genbrug samt genanvendelse.
- Tekstildannelse og kompetenceløft: Forbedring af vidensgrundlag og øget bevidsthed blandt danskerne om tekstiler, herunder reparation og genbrug gennem undervisning, netværk og landsdækkende kampagner.
DI indgår i styregruppen sammen med en række andre aktører indenfor for tekstilbranchen. Det er erhvervsklyngen Lifestyle and Design Cluster (LDC), som vil varetage sekretariatsfunktionen, i et stærkt partnerskab med brancheorganisationen Dansk Mode & Textil (DM&T) og forskningsmissionen for cirkulær økonomi, TRACE.