12.11.25 Miljø, energi og klima Nyheder

Cirkulær økonomi kan reducere op mod 231 millioner tons CO₂ i tung industri

Nye tal fra EU’s Joint Research Center (JRC) fremhæver betydelige klimamæssige og økonomiske gevinster ved at integrere cirkulære løsninger i de mest energiintensive industrier.

Ifølge EU’s Joint Research Centers netop offentliggjorte rapport kan cirkulære økonomiske tiltag , særligt indenfor stål, aluminium, cement, beton og plast, spare den europæiske industri for mellem 189 og 231 millioner tons CO₂-udledning årligt frem mod 2050. Det svarer til næsten 15 % af EU’s samlede udledninger.

Stort potentiale inden for stål og plast

Især stål- og plastsektorerne vurderes at have det største potentiale for CO₂-besparelser. Her beregner JRC en potentiel reduktion på henholdsvis 64–81 millioner tons i stålsektoren og 75–84 millioner tons i plastsektoren om året. Tiltagene omfatter bedre materialeforvaltning samt øget reduktion, genbrug og genanvendelse af materialer.

Styrket energisikkerhed og økonomisk robusthed

Ud over de direkte klimaeffekter peger rapporten på styrket energisikkerhed, da en mere cirkulær økonomi vil sænke EU’s behov for fossile brændsler og kritiske råmaterialer. Faktisk estimeres det, at cirkularitet kan reducere energibehovet og importen af fossile brændsler med næsten 4,7 % sammenlignet med 2023-niveauet.

Den øgede cirkularitet vil også styrke Europas økonomiske robusthed. For eksempel kan EU’s handelsbalance forbedres med cirka 35 milliarder euro årligt. Plastområdet anslås at bidrage mest til dette overskud.

Peger på behov for politisk handling

For at realisere potentialet peger JRC på en række politiske tiltag, herunder fremme af teknologier, der forbedrer kvaliteten af genanvendte materialer, mere effektivt design samt målrettede offentlig indkøb. Disse anbefalinger understøtter EU’s mål om en mere bæredygtig og konkurrencedygtig industri, som kan medvirke til at imødegå makroøkonomiske risici.

Med denne rapport understreges nødvendigheden af et øget fokus på cirkulære løsninger for at nå både klima- og konkurrenceevnemål i den tunge industri.

Yderligere information

Du kan finde hele rapporten og EU Kommissionens nyhed om denne herunder:

EU Kommissionen
Louise Bünemann

Louise Bünemann

Fagleder for EU miljøpolitik

  • Direkte +45 3377 3024
  • Mobil +45 4070 6911
  • E-mail lobu@di.dk

Relateret indhold