Ny guide giver overblik over PFAS-forslag – og høring i sigte!
Den 20. oktober 2025 offentliggjorde Miljøstyrelsen en 20 siders guide til forståelse af forslaget om begrænsning af PFAS i EU.
I august 2025 offentliggjorde det europæiske kemikalieagentur (ECHA) de fem medlemslandes opdaterede forslag på PFAS restriktioner. Forslaget indeholder nu yderligere 8 sektorer, således at i alt 23 sektorer er vurderet for mulige alternativer med forslag til alternativer, evt. overgangsperioder eller undtagelser. Det er hensigten fra de fem lande at der skal ske en samlet regulering af PFAS, og forslaget berører derfor virksomheder i alle sektorer.
Da baggrundsdokumentet for forslaget nu er på 3300 sider, har Miljøstyrelsen sammen med de øvrige fire landes miljømyndigheder udarbejdet en guide. Guiden gør det lettere for virksomheder og brancheorganisationer at danne sig et overblik over konsekvenserne ved en bred begrænsning for anvendelsen af PFAS, hvad forslaget vil betyde for netop deres branche, og hvor de kan finde yderligere information i forslaget, eksempelvis om alternativer til PFAS.
Begrænsningen skal gælde for mere end de 10.000 PFAS-stoffer, som foreslås reguleret samlet som en gruppe med henblik på at forebygge substituering af en type PFAS til andre PFAS.
Med forslaget lægges der op til, at en lang række produkter, artikler og blandinger omfattes af et forbud, så anvendelse og udledning af PFAS i Europa, og fremtidige omkostningstunge oprydningsprojekter og sundhedsomkostninger minimeres hurtigst muligt.
Tidsoverblik
Den 27. august offentliggjorde ECHA sine forventninger til tidsrammen for vurdering af forslaget:
- Udvalget for Risikovurdering (RAC) forventes at udarbejde deres evaluering ultimo 2025.
- Udvalget for Socio-Økonomisk Analyse (SEAC)’s foreløbige vurdering forventes færdig til vinter og vil blive sendt i en offentlig høring på 8 uger i marts 2026.
- Efter høringen skal Kommissionen i samråd med medlemslandene og på baggrund af udvalgenes evalueringer og de indkomne høringssvar udarbejde et endeligt forslag fra Kommissionen til PFAS-begrænsning. Dette forventes at kunne ske fra efteråret 2026,
Hvordan kan virksomheder deltage i høringen?
ECHA afholdt den 30. oktober et webinar om, hvordan virksomheder kan deltage i høringen til foråret. Det bliver en meget styret proces og meldingen er, at det kræver god forberedelse af virksomhederne for at kunne give de ønskede input. Da der ønskes sektor-specifikke input og konkrete oplysninger om virksomhedernes produktionsmuligheder mm, så er det heller ikke noget, som brancheorganisationer kan udføre på vegne af virksomhederne. Vi opfordrer derfor alle til at se ECHAs webinar herom.