EU når til enighed om kemikalieomnibus
Den 17. juni 2026 nåede parterne i EU til politisk enighed om den såkaldte kemikalieomnibus. Aftalen justerer en række kommende EU-regler for kosmetik, klassificering og mærkning af kemiske produkter samt gødningsprodukter.
Aftalen skal nu formelt godkendes af både Europa-Parlamentet og Rådet. Det forventes dog at blive en formalitet. Kemikalieomnibussen er en del af EU’s arbejde med at forenkle lovgivningen og reducere administrative byrder for virksomheder, hvor man ønsker at skabe større fleksibilitet i kemikaliereglerne, samtidig med at der opretholdes et højt beskyttelsesniveau for sundhed og miljø.
Forløbet op til aftalen har dog også vist, at forenkling på kemiområdet er politisk følsomt. Ifølge Politico var forhandlingerne intense, og særligt spørgsmålet om kosmetik med kræftfremkaldende stoffer blev strammet i forhold til Kommissionens oprindelige forslag. Der har samtidig været kritik fra grønne medlemmer af Europa-Parlamentet, som mener, at aftalen på nogle punkter fortsat giver mulighed for, at produkter med problematiske stoffer kan forblive på markedet i for lang tid.
Mere praktiske regler for etiketter på kemiske produkter
En vigtig del af aftalen handler om mærkning af kemiske produkter som for eksempel rengøringsmidler og byggekemi. De nye regler, der endnu ikke er trådt i kraft, har skabt bekymring, fordi de nye krav til bl.a. skriftstørrelse og etiketudformning ville gøre det langt vanskeligere at bruge etiketter på flere sprog til flere markeder.
Med aftalen har EU valgt en mere pragmatisk tilgang. Etiketter skal fortsat være læsbare for både erhverv og forbrugerne, og fastsættes minimumskrav til skriftstørrelsen på 1,2 mm for mærkning af produkter til forbrugere. For små emballager på højst 125 ml dog mindst 0,9 mm, og for meget små beholdere (< 10 ml) kan visse oplysninger gives digitalt. Derudover er der aftalt en frist på 15 måneder til at opdatere etiketter, når en ny vurdering fører til en skærpet klassificering. Det giver de forskellige led i leverandørkæden bedre mulighed for at gennemføre ændringerne i praksis.
Hurtigere udfasning af kosmetik med CMR-stoffer
Aftalen indeholder også ændringer af reglerne for kosmetiske produkter med såkaldte CMR-stoffer, det vil sige stoffer, der er kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske. Her har en vigtig diskussion handlet om, hvor lang tid der må gå fra et stof i kosmetik bliver klassificeret som CMR-stof, til produktet ikke længere må sælges.
Med aftalen bliver udfasningen hurtigere end foreslået af Kommissionen. Hvis en virksomhed ikke søger om undtagelse for fortsat anvendelse, får den 6 måneder til at stoppe markedsføringen af produktet og det sidste led i leverandørkæden, butikkerne, får yderligere 6 mdr. altså i alt 12 måneder, før produktet skal være fjernet fra butikshylderne. Der indføres samtidig en mere differentieret model for overgangsperioder i de tilfælde, hvor der søges om undtagelse, og afhængigt af, hvorfor en sådan eventuelt afslås.
Også ændringer for gødningsprodukter
Aftalen omfatter også EU-reglerne for gødningsprodukter. Her er der opnået enighed om at fastholde et registreringskrav for særligt skadelige stoffer med harmoniseret klassificering, og at kravene følger reglerne i REACH.
Næste skridt
Den politiske aftale skal nu endeligt godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet. Herefter træder reglerne i kraft 20 dage efter offentliggørelse i EU-Tidende.