02.01.19 DI Mener Nyheder

Nationalt talent- og efteruddannelsesprogram skal udklække specialister i sundhedsinnovation

Nyt tværfagligt talentprogram skal være med til at skabe fremtidens dygtigste innovationsledere i krydsfeltet mellem det offentlige sundhedssystem, universiteterne og industrien.

I løbet af de næste fem år skal 64 kreative talenter uddannes i at blive entreprenante innovationsledere og være med til at skabe både nye life science start-ups og innovationsbaserede forskningsprojekter på de danske universiteter og hospitaler. Det er tanken bag et nyt nationalt innovationsprogram, der lanceres i samarbejde mellem de sundhedsvidenskabelige fakulteter på Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Programmet er specielt rettet mod forskere, forretningsfolk, ingeniører og læger med interesse ud over eget speciale.

Danmark skal være massivt til stede på verdenskortet, når det gælder udklækning af videnbaserede start-ups med innovativt medicinsk udstyr eller bioteknologiske løsninger i pipeline. Med dette initiativ tager vi fat ét skridt længere tilbage i værdikæden, end hvor andre accelerationsinitiativer tidligere har sat ind Sys Zoffmann Glud, hovedbevillingsmodtager, INNO X Healthcare, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet

Projektet er berammet til fem år og støttes med 81,6 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden.  Hvert år i projektforløbet optages 16 deltagere på et ti måneders fultidsforløb, hvor de vil være på orlov fra eventuelt job og modtage et stipendium i perioden.

Deltagerne vil efter optag på uddannelsen modtage team-baseret læring og træning i sundhedsinnovation, der er drevet af behov. Desuden stiller de fem danske regioner på skift hospitaler til rådighed, hvor deltagerne har mulighed for at iagttage personalets daglige arbejde, afdække behov og udvikle nye løsninger til klinisk relevante problemstillinger.

Læs mere om uddannelsen og ansøgningsprocessen her.

Relateret