Nødrespiratoren CoRescue

Aalborg Universitet
21.04.20 Sundhed Nyheder

Forskere fra AAU udvikler nødrespirator på 14 dage

Forskere fra Aalborg Universitet har på 14 dage udviklet en nødrespirator, som nu er godkendt til brug af Lægemiddelstyrelsen. Nødrespiratoren CoRescue kan være med til at forebygge mangel på respiratorer ikke kun i Danmark men i hele verden, og dermed være med til at redde liv under COVID19-pandemien.

Forskere fra Aalborg Universitet har i samarbejde med industrielle partnere udviklet en enkel og let betjenelig nødrespirator. Globale prognoser forudser, at behovet for mekaniske respiratorer overstiger det tilgængelige antal. Tusindvis af COVID19-patienter vil få behov for akut åndedrætsstøtte af en mekanisk respirator. Med CoRescue forebygges en eventuel fremtidig mangel på respiratorer og kan dermed være med til at forebygge dødsfald som følge af COVID19. 

AAU’s mål har været klar fra begyndelsen: At bygge en nødrespirator og dele alle oplysninger, der beskriver udviklingsprocessen og en praktisk ”how-to”-vejledning. Et open source-projekt til fordel for sundhedssystemer og patienter i hele verden.

Nødrespiratoren er bygget af industrielle standarddele og konkurrerer ikke med producenter af respiratorer. På hjemmesiden kan man finde designspecifikationer og vejledninger til, hvordan nødrespiratoren bygges. Du kan læse mere om projektet her.

Relateret