21.04.20 Sundhed Nyheder

Kampen for at sikre værnemidler vinder vi gennem stærkt offentlig-privat samarbejde

Fælles indsats for at sikre værnemidler i kampen mod coronavirus er et stærkt eksempel på, hvorfor vi fremover skal styrke det offentlig-private samarbejde.

Fælles indsats for at sikre værnemidler i kampen mod coronavirus er et stærkt eksempel på, hvorfor vi fremover skal styrke det offentlig-private samarbejde.

I Danmark har vi i mange år været gode til offentlig-private partnerskaber. Og den nuværende situation, er blot endnu et eksempel på, at det stadig gør sig gældende. Med fælles fodslag på tværs af sundhedsvæsen og industri er vi i skrivende stund nået langt med at sikre tilstrækkelige mængder værnemidler i kampen mod coronavirus. Og jeg er sikker på, at vi kommer i mål.

For at udnytte offentlige og erhvervslivets kompetencer og ressourcer bedst muligt, blev DI’s direktør Lars Frelle-Petersen i begyndelsen af marts udpeget til at indgå i Det Nationale Operative Beredskab (NOST), som koordinerende led mellem myndighederne, sundhedsvæsenet og industrien.

DI opfordrede på vegne af myndighederne tidligt i processen virksomheder til at melde sig, hvis de vurderede at have mulighed for at bidrage med værnemidler og medicinsk udstyr, visirer, ansigtsmasker, kitler, håndsprit, visirer, handsker, testkit osv. Der gik ikke lang tid, før det strømmede ind med henvendelser.

I løbet af de seneste uger har mere end 180 virksomheder på tværs af geografi og industrier meldt sig til kampen om at bidrage til at sikre tilstrækkelige mængder værnemidler. Der er i den grad blevet tænkt ud af boksen, og virksomhederne har udvist stor omstillingsparathed for at producere eksempelvis visirer, masker og reservedele til respiratorer. Fælles for alle henvendelser er et ønske om at tage medansvar for at bringe os godt igennem krisen. Det kan Danmark være stolt af. 

Status er, at Region Hovedstaden har fået det nationale ansvar for at indkøbe værnemidler og andet kritisk udstyr. Således er købekraften på tværs af sektorer - regioner, kommuner og staten – blevet samlet i store strategiske indkøb. Den første damp fra maskinerne er allerede steget til vejrs, og produktionen af basale værnemidler er godt i gang rundt om i landet. HN Group i Billund har igangsat produktion af ansigtsvisirer og forventer inden for kort til at levere ikke kun til Danmark, men også til andre lande i Europa. Ulstrup Plast har skruet op for produktionen af udstyr til hospitaler og laboratorier, og Pack Tech i Herlev har sikret store mængder af emballage til håndsprit. Og det er blot for at nævne nogle få. Målet er, at der nationalt skal produceres og indkøbes værnemidler, så Danmark kan opbygge et lager til et halvt år ud i fremtiden.

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose takkede på et pressemøde i statsministeriet den 23. marts danske virksomheder for deres store velvillighed til at producere værnemidler. I Dansk Industri kunne vi ikke være mere enige. Det har været beundringsværdigt at se, hvordan der i mange industrier er tænkt kreativt for at omlægge produktionen og sikre værnemidler til frontpersonalet.

Tak for de mange henvendelser og den store velvillighed, som vi dagligt har modtaget i den seneste tid. Og tak for åbenheden fra myndighederne om at invitere os ind og tro på, at vi når længst i et samarbejde på tværs af industri og offentlige aktører.

Offentlig-privat samarbejde fungerer. Det er samfundssind. Og det er med til at få os gennem krisen.

Mie Rasbech

Chef for DI Life Science

  • Direkte +45 3377 3936
  • Mobil +45 2892 4410
  • E-mail mras@di.dk

Relateret