Nyheder

Et mangfoldigt København skal styrke væksten i turismen

Debat, Børsen d. 16. juli 2018: Af adm. direktør Lars Liebst, Tivoli A/S, og direktør Tine Roed, Dansk Industri

Den globale udviklingen i turismen overstiger i disse år eksperternes forventninger til væksten. Ifølge FN’s turismeorganisation (UNWTO) seneste tal fra juni er den internationale turisme steget med 7 pct. i 2017, og væksten er fortsat i 2018 med en stigning på 6 pct., hvilket er mere end de 4-5 pct., som eksperterne havde forventet.

Kigger man nærmere på tallene fra UNWTO, så oplevede Europa som helhed en vækst på 8,4 pct. i 2017. Men konkurrencen er hård, og vi oplever ikke de samme vækstrater i Danmark som en række af vores nabolande. Trods væksten taber vi markedsandele.

De seneste par år er turisterhvervet igen kommet på den politiske dagsorden, som et erhverv der kan skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Tak for det. Men det er vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærbladene, så løber konkurrenterne i vores nabolande fra os.

Vi vil derfor gerne kvittere for, at erhvervsminister Rasmus Jarlov vil fortsætte arbejdet, som den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen satte i søen, nemlig sikre, at hovedstaden også fremadrettet - med den tidligere ministers egne ord - skal være en ”fed by”.

Vi har et stærkt udgangspunktet for at styrke væksten og udviklingen i hovedstadsregionen. Senest har CNN kåret København, som verdens bedste storby at bade i. En fornem udnævnelse, som vi har opnået igennem et tæt offentlig-privat parløb, om at sikre en ren og attraktiv havn fyldt med spændende tilbud. Vi har en region fyldt med kultur, events og design af international kaliber.

I erhvervet investerer vi i disse år massivt i at udvikle vores forretning for at skabe plads og oplevelser til de mange nye gæster. Ikke mindst højtforbrugende gæster – for vi skal tiltrække flere pengestærke turister, så vi styrker den økonomiske bæredygtighed i erhvervet.

Når det er sagt, så er det også vigtigt, at det offentlige fastholder sit fokus på investeringer i København. Gæsterne kommer nemlig ikke af sig selv. Det er vigtigt, at vi fortsætter udbygningen af infrastrukturen i og omkring hovedstaden. Fremkommelighed er afgørende, både for borgerne i deres fritid, medarbejdere på vej til arbejde og for turisters mulighed for at komme til København og bevæge sig rundt i byen.

Skal vi fastholde Københavns position som en attraktiv destination for turister og de mange forretningsrejsende, er det afgørende at videreudvikle Københavns Lufthavne som en international hub i den globale elite. Det er nødvendigt at styrke ruteudviklingsprogrammet og forbedre infrastrukturen omkring lufthavnen.

I turisterhvervet er vi klar til at sikre, at København også fremover vil være en fed by. Og for os er samspillet med det offentlige helt centralt – det er i fællesskab, vi kan skabe en endnu bedre fremtid for turisterhvervet.

Skrevet af:

Liv Thøger