Vi opdaterer vores systemer i løbet af weekenden. Du kan derfor opleve af nogle funktioner ikke virker.

Nyheder

Kender du 25 pct. grænsen, når du sælger til turister

Den 1. juli træder nye regler i kraft, som dækker situationer, hvor virksomheder sælger flere produkter eller ydelser til turister. Selvom loven hedder pakkerejseloven, så dækker reglerne mere end den klassiske pakkerejse. Det er særligt vigtigt at være opmærksom på 25 pct. grænsen.

Pakkerejseloven indfører en række nye regler, som turisterhvervet skal være opmærksom på, når de via deres hjemmeside sælger produkter og ydelser til turisterne.

Loven dækker situationer, hvor virksomheder sælger eller formidler salget af en kombination indeholdende mindst to af nedenstående elementer:

  • Transport
  • Overnatning
  • Billeje
  • Anden turistydelse (som udgør mindst 25 pct. eller på anden vis er væsentlig)

Giver virksomheden turister mulighed for at købe eksempelvis overnatning og entre til badeland, museer eller lign. via af jeres hjemmeside, så vil der være tale om en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, hvis entréen til badelandet udgør mere end 25 pct. af den samlede pris. 

Der vil også være tale om et sammensat rejsearrangement, hvis virksomheden har indgået et samarbejde med en anden virksomhed, hvor man på målrettet vis markedsfører og formidler salget af hinandens produkter. 

Sælger man en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, skal virksomheden registreres hos Rejsegarantifonden.

Vær opmærksom på sæsonudsving i priserne

Grænsen på 25 pct. betyder, at eksempelvis overnatningssteder skal være opmærksom på sæsonudsving i priserne. For en kombination, hvor man udlejer en campinghytte og samtidig sælger adgangen til et badeland eller en attraktion, vil i højsæsonen højst sandsynlig ikke være en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, da entrebilletten sikkert vil koste mindre en 25 pct. af den samlede værdi.

Men i ydersæsonerne vil den selvsamme kombination godt kunne blive en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, hvis entrebilletten pludselig udgør mere end 25 pct. af den samlede værdi.

Læs mere om de nye regler hos Rejsegarantifonden 

 

Skrevet af:

Liv Thøger