Velfungerende virksomheder er fundamentet for vækst, innovation og attraktive lokalsamfund. Når virksomheder trives, trives Danmark - både økonomisk og socialt.
Kommunerne spiller en helt central rolle for virksomhedernes hverdag, blandt andet gennem lokale rammevilkår, adgang til kvalificeret arbejdskraft, samarbejde og indkøb. Men der er stor forskel på, hvordan kommunerne formår at understøtte det lokale erhvervsliv.
I DI’s erhvervspolitiske udspil præsenterer vi 23 konkrete anbefalinger og 98 muligheder for, hvordan alle landets kommuner kan skabe attraktive vilkår for virksomheder, arbejdspladser og vækst. Målet er at gøre det lettere at drive virksomhed, bane vej for fremtidens arbejdskraft, styrke grøn omstilling og sikre, at Danmark også fremover står stærkt i den globale konkurrence.
Uanset om det gælder reduktion af administrative byrder, flere erhvervsarealer, bedre samarbejde om rekruttering eller grønne indkøb, peger DI’s udspil på de vigtigste indsatsområder og giver kommunerne konkrete værktøjer til at gøre en forskel lokalt.