DI’s vurdering af forslag til finanslov for 2025
Regeringen har i dag præsenteret deres forslag til finanslov for 2025.
DI’s vurdering er, at Danmark og dansk økonomi står rigtig stærkt. Regeringen har derfor en unik mulighed for at prioritere en ansvarlig finanslov, der samtidig kan forme og forberede fremtiden bedst muligt.
DI vil have Danmark ansvarligt ind i fremtiden – dels ved at føre en restriktiv økonomisk politik og dels ved at investere i tre afgørende områder.
Vi skal insistere på at holde det grønne momentum og fokusere på implementering af konkrete grønne løsninger. Konsekvenserne af klimaforandringerne skal afbødes, og det er samtidig nødvendigt fortsat at nedbringe udledningerne og udbygge de mange danske styrkepositioner internationalt.
For at bibeholde og udvikle Danmarks konkurrencekraft skal vi investere i bedre og stærkere virksomheder. Det er sådan vi skaber rum til velfærd. Derfor skal det både være nemmere og billigere at være dansker og dansk virksomhed – sammen med en mere effektiv, mindre og endnu mere velfungerende offentlig sektor.
Derfor er det også givet, at dygtige medarbejdere er helt afgørende for, at Danmark også i fremtiden står stærkt. Vi skal styrke uddannelserne for vores børn og unge.
Fremhævede initiativer fra regeringens forslag
En lang række af tiltagene i regeringens forslag til finansloven for 2025 er udmøntning af allerede aftalte initiativer og aftaler. Derfor er det også begrænset med nye tiltag i forslaget. Der er dog en række konkrete tiltag, der er værd at fremhæve, og som imødekommer DI’s mærkesager. Her kan blandt andet fremhæves:
- Ramme til grøn trepart og klimatilpasning mv.
Der afsættes 1.700 mio. kr. i 2025 samt 900 mio. kr. årligt i 2026-2028 til en ramme til grøn trepart og øvrige grønne prioriteter som klimatilpasning mv. Rammen skal bidrage til at understøtte den danske fødevareproduktion. DI bakker op om, at der prioriteres de nødvendige midler til at implementere den historiske aftale. - Forbedret BoligJobordning
Prioriteringen af 400 mio. kr. årligt fra 2025-2028 til et grønt håndværkerfradrag og udvidet servicefradrag imødekommer en dagsorden, som DI længe har arbejdet for. Fradraget skal bl.a. skal gå til at energiforbedre hjem og klimasikre boliger. DI har selv tidligere peget på behovet for bl.a. at udvide servicefradraget til også at omfatte lektiehjælp og reparation af hårde hvidevarer, og anbefaler at dette også medtages. Forslaget om at forbedre BoligJobordningen er et forslag der både understøtter den grønne omstilling, klimasikring og gør det billigere at være dansker, og det er prioriteter DI bakker op om. - Fortsættelse af den grønne investeringsordning i 2025
Den grønne investeringsordning videreføres i 2025, hvor der afsættes i alt 655 mio. kr. til støtte af produktionen af grønne teknologier inden for vindteknologi og elektrolyseteknologi til Power-to-X. DI er enig i, at en fortsat målrettet støtte til den grønne industri er vigtig for at kunne fastholde de danske styrkepositioner. - Automatisk erhvervsrapportering
Det er en ambition, at virksomhedernes byrder skal reduceres markant, bl.a. ved at fortsætte arbejdet med implementering af Automatisk Erhvervsrapportering. Der afsættes en reserve på 30 mio. kr. årligt i perioden fra 2025-2028 til igangsættelse af fase 2 af Automatisk Erhvervsrapportering. Det er meget positivt, at der for alvor kommer gang i den automatiske erhvervsrapportering. DI mener dog, at der bør afsættes 50 mio. kr. om året i de kommende 5 år til indsatsen.