Et stærkere gymnasium til en ny tid

DI's forslag til at styrke de gymnasiale uddannelser.

Gymnasiet spiller en nøglerolle i Danmarks fremtid og for danske unge. Det er her, en stor del af de unge tager de første skridt mod videre uddannelse, arbejdsmarked og aktiv deltagelse i samfundet. Med epx-reformen har vi en historisk mulighed for også at styrke de treårige gymnasiale uddannelser (stx, hhx og htx), så de i endnu højere grad tænder en faglig nysgerrighed, udfordrer de dygtigste og løfte flere til et niveau, hvor de har mod og motivation til at gå videre i uddannelse.

Udspillet peger på fire centrale indsatsområder. For det første skal de faglige krav skærpes, så højere adgangskrav følges op af et reelt løft i undervisningen med flere fag på A-niveau, sprogkompetencer skal styrkes gennem mere dybde og kontinuitet og bedre sammenhæng mellem studieretninger og videre uddannelsesmuligheder. For det andet skal kunstig intelligens integreres som en naturlig del af gymnasiet, hvor eleverne opnår digital dannelse, teknologiforståelse og kompetencer til at anvende AI ansvarligt i både undervisning og eksamen.

For det tredje skal overgangen til videregående uddannelse styrkes og antallet af sabbatår skal reduceres. Gymnasiet skal i højere grad understøtte de unges valg gennem bedre vejledning, tættere kobling til arbejdsmarkedet og et optagelsessystem, der giver de unge et mere realistisk beslutningsgrundlag.

Endelig skal htx, matematik og naturvidenskab styrkes markant. Flere elever skal bestå matematik på både B- og A-niveau, og flere unge – herunder flere piger – skal vælge naturvidenskabelige retninger. Det kræver en styrket faglighed kombineret med en mere praksisnær og virkelighedsorienteret undervisning, der gør fagene relevante og motiverende for flere.

Samlet set skal reformen sikre et stærkere gymnasium, der både løfter fagligheden, styrker trivslen og klæder de unge bedre på til fremtidens uddannelser og arbejdsmarked.

Publikationer

Hent hele udspillet her

Hent udspil
Anne Fløe

Anne Fløe

Chef for Erhvervs- & Arbejdsmarkedsuddannelser

Mads Hyldahl Fogh

Mads Hyldahl Fogh

Fagleder, Politikudvikling i Arbejdsmarkeds & Personalejura

Mette Nielsen

Mette Nielsen

Fagleder for uddannelse