En fremtid med flere seniorer på arbejdsmarkedet
Seniorer er værdifulde medarbejdere. De har mange kompetencer, erfaring og viden. Mere end 400.000 medarbejdere over 60 år skaber allerede i dag værdi både i det offentlige og i virksomhederne. Faktisk er seniorerne sammen med internationale medarbejdere den primære grund til, at beskæftigelsen i Danmark har kunnet stige til et rekordhøjt niveau med over tre millioner lønmodtagere.
For ti år siden var hver tiende i arbejdsstyrken over 60 år, i dag er det lidt over hver syvende. Den udvikling kan mange af DI’s medlemsvirksomheder genkende blandt deres medarbejdere. Den udvikling vil fortsætte. Der vil også fremover være flere seniorer, som træder ud af arbejdsmarkedet, end unge, som træder ind på arbejdsmarkedet. Det er en stor udfordring, for seniorerne har viden og kompetencer, som er helt nødvendige for virksomhedernes produktion og forretning. Det er især en udfordring, at der blandt seniorerne er mange flere faglærte end blandt de yngre generationer.