Sådan løfter vi de digitale kompetencer
Klimakrise, corona, krig i Europa, geopolitisk opbrud og begyndende recession. Samfundet undergår i disse år nogle forandringer, som er svære at begribe, og som stiller store krav til os som mennesker og til, at vi som samfund formår at håndtere udfordringerne og omstille os.
I de kommende år skal vi f.eks. finde løsninger på udfordringer inden for den grønne omstilling, og sundhedsvæsnet skal tilpasses forandringerne i samfundet, alt imens det demografiske tryk og manglen på hænder om muligt gør denne opgave betydeligt sværere.
Som det ser ud lige nu, klæder vi ikke vores nuværende og kommende ansatte på til den enorme opgave, de står overfor. Vi underviser børn, uddanner unge og efteruddanner voksne til et samfund, hvor digitale løsninger ikke spiller en nævneværdig rolle. I folkeskolen kan eleverne – til trods for mange års forberedelse – kigge langt efter teknologiforståelse som fag og faglighed. De fleste videregående uddannelser formår ikke at lave de vigtige koblinger til en digital grundforståelse. På universiteterne afviser vi kvalificerede ansøgere til flere af de specialiserede it-uddannelser. Efter og videreuddannelse og digital opkvalificering fravælges, fordi der mangler fornyelse og digital nytænkning.
For at inspirere til politiske drøftelser om digitale kompetencer har DI Digital samlet en række konkrete policy-forslag, som er den digitale branches forslag til, hvordan vi kan løfte de digitale kompetencer og dermed også sektorens indspark til de kommende politiske drøftelser om, hvordan vi uddanner til morgendagens samfund.
Blev udgivet – marts 2023