Droppet skattestigning kan sikre bedre og grønnere byggeri i Danmark

Regeringen har i den nye finanslov droppet planerne om at indføre lagerbeskatning af udlejningsejendomme. Klogt, mener DI. Det sker efter grundige og vedvarende indvendinger fra blandt andre DI.

Afgiften ville stå i vejen for mere energieffektivisering i byggeriet

Det ville potentielt kunne skade grønne omstilling, hvis erhvervsejendomme, der udlejes, skulle beskattes årligt af løbende værdistigning (lagerbeskatning). Det ville svække incitamentet for at energirenovere byggeri, fordi det medfører en værdistigning, og dermed et årligt skattesmæk. Det ville betyde færre energirenoveringer i en tid, hvor vi har hårdt brug for at energieffektivisere.

Bygninger med energimærke A bruger 20 gange mindre energi end bygninger med energimærkerne G, F og E. Derfor er det så vigtigt, at der er en økonomisk gulerod ved at isolere, skifte til nye ruder og grønnere varmekilder. Den gulerod ville ryge på møddingen med indførelse af lagerbeskatning.

Lagerbeskatningen ville ramme geografisk skævt

Den nu droppede skattestigning var foreslået som en årlig løbende beskatning på ikke-realiserede ejendomsavancer, som ikke mindst havde kunnet mærkes hårdt i provinsen og hos de små og mellemstore aktører. Mens de internationale aktører med stor volumen og likviditet næppe var blevet så kraftigt berørt af forslaget om strammet dansk skatteskrue overfor udlejningsejendomme.

Droppet lagerbeskatning er godt for ejendomsbranchen

DI finder ingen fornuftig grund til at stramme beskatningsreglerne for selskabers faste ejendomme. Grundprincippet om, at selskaber beskattes, når fortjenesten er realisereret, bør fortsat være det bærende princip. Det ville lagerbeskatningen bryde med, ved at kræve løbende skatter af løbende ejendomsvurderinger.

Den nu droppede skattestigning var generelt dårligt timet for ejendomsbranchen, der i forvejen er påvirket af turbulente tider i verdensøkonomien med stigende renter, inflation, tilbageholdende investorer og materialepriser, som bestemt ikke er faldet tilbage til niveauet fra før Ruslands invasion af Ukraine.

Ny boligskat er droppet

Læs

DI: Erhvervsejendomme er regeringens ny skatteskrue

Læs

Droppet skat giver rum for flere grønne investeringer

Læs