LE34 A/S

Verdensmål gav landinspektører ny forretningside i 2015. De venter stadig på den første opgave, men direktøren i det rådgivende landinspektørfirma LE34 er ikke i tvivl om, at virksomheden er på rette spor.

Det kræver tålmodighed og vedholdenhed at lave ny forretning med afsæt i FN’s verdensmål. I hvert fald med den forretningside, som ledelsen i landinspektørfirmaet LE34 fik.

Det er også ambitiøst at ville afskaffe fattigdom, stoppe sult og skabe mindre ulighed, hvilket de tre verdensmål, som LE34 har besluttet at fokusere på, har til hensigt.

Men:

- For fire år siden begyndte vi at tale om, at vi ville ud i verden og lave noget arbejde, og vi sporede os hurtigt ind på, at vi med 200 års erfaring med rettigheder i forhold til jord og ejendomme kan gøre en forskel i udviklingslandene. Vi kan hjælpe med at dokumentere og håndtere rettigheder og på den måde hjælpe med at nå nogle af verdensmålene, fortæller Kenneth Norre, der er administrerende direktør i LE34

- Vi præsenterede ideen for professor Stig Enemark, som har stor viden på området. Han sad først med korslagte arme og kiggede på os, men kom frem til, at vi måske havde fat i noget af det rigtige, og noget som havde været efterspurgt i mange år.

Kenneth Norre, CEO

Videobureauet Tordenskjold

Ingen referencer

Hvordan griber man så lige det an?

LE34 havde ikke været i eksempelvis Afrika før, havde ingen kontakter og havde aldrig bevæget sig i NGO-verdenen eller budt ind på store statslige opgaver i udviklingslande.

- Det kan godt være, at vi er landets største med kontakter i Norden, men når man skal ud og arbejde i verden, så har vi ikke mulighed for at byde på de her store projekter. Så skal man bygge et helt nyt netværk op, og vi havde ingen direkte større referencer med erfaring fra et udviklingsland, siger Kenneth Norre.

Men man kan være heldig.

- Vi ramte rigtigt fra starten af. Stig Enemark hjalp med at pege på de rigtige, fortæller Kenneth Norre.

Udover at være professor så er Stig Enemark selv landinspektør med stor international erfaring i arbejdet med rettigheder i udviklingslande og med kontakter i den branche, som LE34 bankede på til.

- Det var vores held, at vi hev Stig ind i det her projekt, for han hjalp os med at finde de rigtige partnere og præsentere os, hvilket var nødvendigt, for private virksomheder er ikke nødvendigvis så velkomne i den branche, selv om der er kommet en anden åbenhed, siger Kenneth Norre.

For fire år siden begyndte vi at tale om, at vi ville ud i verden og lave noget arbejde, og vi sporede os hurtigt ind på, at vi med 200 års erfaring med rettigheder i forhold til jord og ejendomme kan gøre en forskel i udviklingslandene. Kenneth Norre, adm. direktør i LE34 A/S

Hvornår kommer der penge?

LE34-direktøren er ikke i tvivl om, at arbejdet med at åbne døre, tale med vigtige mennesker i store organisationer og gebærde sig på regeringsniveau har været den helt store udfordring ved at sætte det nye forretningsprojekt i søen.

Men – og så kommer vi til det med tålmodigheden – LE34’s bestyrelse er også blevet udfordret. Allerede i 2015 spurgte bestyrelsen, som en bestyrelse jo skal, hvornår der kommer nogle penge ind.

- Når jeg bliver spurgt, hvornår vi tjener penge på det, kan jeg ikke svare. Vi har ikke fået det første projekt endnu, men vi er tæt på. Det sagde jeg godt nok også i 2018, men vi har løbende lavet en realistisk og lovende afrapportering til bestyrelsen, og der er tillid, siger Kenneth Norre.

- Vores førsteprioritet i det her er ikke økonomi. Det kommer nede omkring nummer tre på listen. Inden for tre til fem år skal vi have en helt ny afdeling, der arbejder med det her, og der har ikke været de store omkostninger indtil videre. Det drejer sig mest om mandetimer og rejseudgifter.

3 gode råd

LE34’s administrerende direktør, Kenneth Norre, kommer her med tre gode råd til dig, der også skal arbejde med FN’s verdensmål i din virksomhed:

1) Vær åben om mulighederne!
Virksomhedsledere fokuserer typisk kun på det, vi kan. Det er langt mere spændende at tænke disruption og være åben for at tænke nye muligheder i forhold til de 17 verdensmål.

2) Bliv ved!
Når du har fundet dit fokus, og du tror på, at det kan blive til en forretning, så bliv ved. Vær vedholdende, selv om ejer og bestyrelse tænker, at der ikke sker nok.

3) Ikke kun penge
Lad være med kun at se det på en ny måde at tjene penge. At arbejde med verdensmålene kan bringe CSR op på et helt nyt strategisk niveau. Det åbner nogle døre, hvis man kan fortælle historien ordentlig, og hvis man kan eksekvere på det.

En fremtidsinvestering

Kenneth Norre er ikke i tvivl om, at de mandetimer er godt givet ud. Ikke kun i forhold til – på sigt – at gøre noget godt for verden, men også i forhold til kunne tiltrække de bedste medarbejdere til LE34.

- Vi kan mærke, at de unge kræfter er begyndt at spørge ind til FN’s 17 verdensmål og til muligheden for at komme ud i verden og arbejde, og det kan de for LE34, når vi får det her op at stå. Det kommer til at give os et større rekrutteringsgrundlag, siger Kenneth Norre.

- Og så tror jeg faktisk, at det her med at arbejde med verdensmålene, er noget, som vi alle sammen skal. Det kommer til at kvalificere eller diskvalificere en virksomhed i forhold til både kunder og personale, om man arbejder med verdensmålene, og jeg kunne godt forestille mig, at der kommer en form for certificeringsstempel, ligesom der er med svane-mærket.

OM LE34 A/S

LE34 er Danmarks største rådgivende landinspektørfirma og har 25 kontorer i Norden. LE34 arbejder med en række af fremtidens store anlægs- og infrastrukturprojekter og er til stede lokalt, nationalt og globalt. Til lands, til vands og i luften. Det gør dem indsigtsfulde i lokale forhold og deres relation til de globale. LE34 tror på, at deres indsigt i fordeling, håndtering og dokumentation af rettigheder til land og ejendom kan bruges som konkrete værktøjer i til at udrydde fattigdom og sult. 

Medarbejdere: 370

Hovedkontor: Ballerup

Besøg LE34 A/S hjemmeside: http://www.le34.dk/da/