Amager Strandpark
Til at binde Amager Strandpark sammen - både æstetisk og funktionelt - er beton valgt som materiale. Betonen kan klare alle de nødvendige formål samtidig med, at det har den fornødne vejrbestandighed - udsat for salt og vind.
Kort beskrivelse
I 2005 åbnede den nye Amager Strandpark. Den nyanlagte del består af to elementer: en ny langstrakt kunstig ø opbygget ud fra den gamle strand og en lagune – en slags kunstig indsø – udgravet mellem den gamle strand og den nye ø. Den kunstige ø er to kilometer lang med en bredde fra 100 til 300 meter og udgør cirka 35 hektar. Lagunen har et tilsvarende areal.
Amager Strandpark er i høj grad præget af in situ-støbt beton: belægninger og kantelementer, promenaden og naturstrandens slyngede stier samt strandstationerne er alt sammen udført i in situ-støbt beton. Strandstationerne er skarpkantede servicebygninger, der indeholder toiletter, brusere og kiosker. Disse skulpturelle bygninger med indadskrånende ydervægge fungerer også som udsigtsplatforme fra tagene, der er tilgængelige fra raffinerede udformede trappeanlæg.
Betonen spiller fint sammen med sandets varmere tone og molernes natursten, næsten som sand i en fastfrosset form. De slyngende betonstien står desuden i flot kontrast til de ellipseformede klitter, der er beplantet med marehalm.
Fakta
Byggeår: 2004-2005
Bygherre: Amager Strandpark I/S
Arkitekt: Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma I/S
Entreprenør: Hoffmann/Boskalis JV
Lokation: Amager Strand Promenaden 1, 2300 København
Uddybende beskrivelse
Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen
Amager Strandpark er det fysiske resultat af en næsten 20 år lang proces, hvor projektet og dets berettigelse blev ivrigt diskuteret og debatteret, fra et utopisk Riviera-anlæg med associationer til sydlandske palmestrande til en pendant til Køge Bugt Strandpark.
Men i august 2005 kunne strandparken åbnes, omfattende 68 hektar, der foruden den nyanlagte del inkluderede områderne Femøren og Tiøren samt de gamle strandarealer langs Amager Strandvej, anlagt i 1930'erne. Den nyanlagte del består af to elementer: en ny langstrakt kunstig ø opbygget ud fra den gamle strand og en »lagune«, en slags kunstig indsø, udgravet mellem den gamle strand og den nye ø. Den kunstige ø er to kilometer lang med en bredde fra 100 til 300 meter og udgør cirka 35 hektar – lagunen et tilsvarende areal. Øen er opbygget udelukkende af råjord, opgravet fra lagunen og tilføjet fyldsand, uden nogen form for armering i opbygningen eller underliggende konstruktion. I alt består øen af cirka 1,5 million kvadratmeter materiale.
Intentionen med øens udformning er at den skal kunne holde på sig selv: Fyldsand og råjord er opbygget mellem tre såkaldte »strongpoints« eller moler, konstrueret med beton og stenkastninger. Placeringen er geometrisk fastlagt ud fra beregninger af bølgebevægelser og bølgetryk, og tanken er, at bølgernes tryk vil holde sandet på plads mellem disse strongpoints, i stedet for at sandet førtes bort med tidevandet som ved den gamle strand længere inde.
De tre strongpoints bruges til at opdele den lange ø i forskellige områder. Den smalle del fra den nordlige mole til pynten midt på øen defineres som en naturstrand. Her slynger en betonsti sig mellem ellipseformede klitter beplantet med marehalm. Den brede del af øen fra pynten og til anløbsbroen på øens sydspids defineres som »bystrand«, og her opdeler en 700 meter lang, bred betonpromenade med lave siddekanter øen på langs i en sandstrand mod øst og en grønning med parkeringsarealer mod lagunen i vest.
I alt fire broer forbinder den nye ø med den gamle strand og Amager. To af disse rammer øen midt imellem to af dens strongpoints: dels bilbroen, der giver adgang til den bredeste del af bystranden, dels cykelbroen, som lander midt på naturstranden. En anden cykelbro, der også giver servicekøretøjer adgang til øen, rammer øens nordligste del, mens en fodgængerbro krydser kanalen i syd ved anløbshavnen.
Ud for de to nordlige broer og de to sydlige strongpoints ved pynten og anløbsstranden finder man »strandstationerne«, som er skarpkantede in situ-støbte servicebygninger indeholdende toiletter, brusere og kiosker. Disse skulpturelle bygninger med indadskrånende ydervægge fungerer også som udsigtsplatforme fra tagene, der er tilgængelige fra raffineret udformede trappeanlæg. Inspirationskilden peger i høj grad på de tyske bunkersanlæg langs Jyllands vestkyst fra 2. verdenskrig, men ved sin vinkling bort fra det lodrette skabes en helt anden dimension, der underlægger sig indpasningen i landskabet.
Betonen som materiale binder området sammen, både æstetisk og funktionelt. Det er nærmest kun beton der kan komme i betragtning til alle de nødvendige formål og samtidig have den fornødne vejrbestandighed, udsat for salt og vind.
Hvor belægninger og kantelementer støder op mod sand, er der anvendt beton som belægning. Både promenaden og naturstrandens slyngede stier er in situ-støbte med glittede overflader. Også strandstationerne er som nævnt in situ-støbte, mens promenadens kantelementer er betonelementer. Betonen spiller fint sammen med sandets varmere tone og naturstenene i molernes stenkastninger. Det er næsten, som om strandens sand er anvendt direkte i betonen, hvorved den fremstår som sandet, blot i en fastfrosset form. Den glittede betonoverflade på stien og promenaden, som meget nærmer sig kantelementernes glatte overflader, virker meget delikat og oplagt for færdsel med bare tæer.