Åstrup Have
Historisk bygningskultur med svulmende udsmykninger får et gevaldigt, men respektfuldt tvist på Åstrup Have, der er en privat landejendom.
Kort beskrivelse
Den traditionelle slesvigske gårdtypologi er udgangspunktet for Åstrup Have, men den er blevet genfortolket, for bygherre og arkitekt har været enige om, at ejendommen ikke skulle have et fastfrosset, romantisk udtryk.
Arkitekturen har taget udgangspunkt i den firlængede gård med et gårdrum og de klassiske stejle stråtage på egnen, men samtidig ville arkitekten finde den modernitet, som bygherren var nysgerrig på.
Arret hud uden makeup
Tegnestuen fik lov at dyrke kontrasterne med beton overfor strå, hvor de rå betonelementer uden efterbehandling minder om arret hud uden makeup.
Til at give endnu mere spil er forpladerne i sandwichelementerne flere steder prydet med relieffer, der minder om blonder, mens fugerne i de store gavle er opsprosset med markante messingprofiler, som danner et gyldent reliefmønster.
Længer med separate funktioner
Skjult og alligevel under åben himmel ligger skorsten, ventilation, solceller og ovenlysvinduer på alle fire længer. Det er muligt, idet en markant afskæring af tagprofilet skaber en form for nedsunket kar, så ejendommen opnår et rent og roligt udtryk.
Bygherren har visioner om, at ejendommen ikke blot skal være bolig, men også favne jord til bord-tankegangen, biodynamisk fødevareproduktion, dyr på græs og madskole. Derfor har hver enkelt længe sin egen funktion, nemlig bolig, gæstefløj, garage/værksted og endelig produktionskøkken med plads til undervisning.
Åstrup Have var nomineret til Betonelement Prisen i 2021.
Fakta
Bygherre: Privat
Arkitekt: NORRØN
Entreprenør: Søgård Byg
Betonleverandør: SHT
Opført: 2020
Areal: 600 m2