Bellahøj

Højhusene på Bellahøj i København er Danmarks første højhusbebyggelse. Bellahøj består af 28 enheder fra otte til 13 etager, hvoraf den øverste etage er let tilbagetrukket.

Kort beskrivelse

Bellahøjs beliggenhed er helt unik. De 28 enheder er placeret på Københavns højeste bakke med udsigt over Brønshøj, Degnemosen, Utterslev Mose og Københavns tårne, i en park med kuperet terræn.

Bebyggelsesplanen af Bellahøj var underlagt fælles overordnede retningslinjer til blandt andet facadernes form­ og farveudtryk. Først ved nærmere eftersyn opdager man de mange forskellige detaljer, som i en større samlet enhed er en af Bellahøjhusenes store arkitektoniske styrker. De glatstøbte facadefliser danner den udvendige beklædning, hvor først et tre centimeter forstøbningslag af grå eller hvid cementmørtel blev lagt ud, efterfulgt af et isoleringslag af 16 centimeter Lecabeton.

På de fleste af husene inddeler lyse betonfliser facaderne i et gitternet, udfyldt af mørkere, grålige fliser. Med tiden er flisernes cementhud eroderet og har blotlagt tilslagene, næsten som var den blevet afsyret. Netop dette udtryk har været vigtig at opnå i den igangværende renovering af Bellahøj.

Fakta

Byggeår: 1950-1955

Arkitekt: Eske Kristensen (AKN), Dan Fink (AAB), Ole Buhl, Harald Petersen, Edvard Heiberg og Karl Larsen (fsb), Dominias arkitektafdeling og Stads-arkitekten i København (KAB/SAB)

Entreprenør: Larsen & Nielsen, Christiani & Nielsen, Winkel & Kornerup og Emauel, Jensen & Schumacher
Bygherre: Boligselskaberne AKB, fsb, AAB og KAB/SAB

Lokation: Ved Bellahøj Nord 6P, 2700 København

Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Foto: Torben Eskerod
Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Højhusene på Bellahøj i København blev Danmarks første højhusbebyggelse og består af 28 enheder fra otte til tretten etager, hvoraf den øverste etage er let tilbagetrukket. Belig­genheden er helt unik, på Københavns højeste bakke med udsigt over Brønshøj, Degnemosen, Utterslev Mose og Københavns tårne, i en park med kuperet terræn.

Bebyggelsesplanen blev udformet af arkitek­terne Mogens Irming og Tage Nielsen, der havde vundet første præmie i en konkurrence om dispone­ringen af boligområdet i 1944 med et forslag, der placerede 29 punkthuse i en park med store græsarealer og grupper af træer og buske. Som de beskrev i konkurrenceprojektet havde hoved­retningslinjen for deres arbejde været at udnytte grundens beliggenhed og den enestående udsigt ind over byen. Derudover havde sol-og lysforholdene i de enkelte lejligheder været retningsgivende for valget af punkthuse, der lettere kunne placeres frit i landskabet og i forhold til hinanden end længere stokke. Sandsynligvis kan de tre måneder, Tage Nielsen i 1939 arbejdede på Le Corbusiers tegnestue i Paris, også have haft indflydelse.

Bygherrer blev de fire boligselskaber akb, fsb, aab og kab/sab, der valgte hver sin tegnestue til at forestå projekteringen. Der er knap 1300 lejligheder med fra et til fem værelser og tre underjordiske parkeringsanlæg. Bebyg­gelsesplanen var underlagt fælles overordnede retningslinjer, bl.a. en fælles holdning til faca­dernes form-og farveudtryk, hvilket har givet husene et stærkt helhedspræg. Først ved et nærmere eftersyn opdager man de mange forskellige detaljer. Denne variation under en større samlende enhed er en af Bellahøjhusenes store arkitektoniske styrker.

Højhusene opfattes umiddelbart som monolitter, men ved nærmere eftersyn består de hver især af to huse omkring en mellembygning i glas, der tilfører helheden en elegant lethed. Glasbygningen rummer trapperne og de fleste steder også elevatorerne, så man udefra kan følge tra­fikken op og ned. Et betagende syn, især efter mørkets frembrud. Til dels affødt af det kupere­de terræn er de to huse forskudt en halv etage for hinanden, hvilket optages af glasbygningens trapper ved at etablere indgange på hver repos til henholdsvis den ene og den anden bygning. Også i plan er de to huse forskudt, det ene mod nord og det andet mod syd, således at der opstår en ankomstplads på begge sider af bygningen.

Rent byggeteknisk valgte man at gå utraditionelt til værks, dels på grund af knapheden af visse byggematerialer lige efter krigen, dels for at sætte gang i beskæftigelsen af ufaglært arbejdskraft. Af flere muligheder valgte man at støbe de bærende tværvægge lodret i special­fremstillede forskallingselementer af træ, en såkaldt glideforskalling, der blev flyttet op ved hjælp af hydrauliske donkrafte, efterhånden som betonen blev støbt og hærdede. Inspiratio­nen hertil kom fra Tyskland og navnlig Sverige, hvor man havde gode erfaringer med at over­sætte glideforskalling fra silobyggeri til højhuse.

En anden metode, der også blev anvendt, var klatreforskalling, hvor forskallingsflager, opsat mellem lodrette skinner, kunne løftes ved hjælp af hydrauliske løftere, mens flagerne blev hvor de var indtil betonen var størknet. Herefter blev de flyttet op langs skinnerne og var klar til at danne støbeform for næste del af muren.

Begge metoder krævede en uafbrudt støb­ningsproces, så der måtte arbejdes i treholds­skift døgnet rundt. De glatstøbte facadefliser danner den udven­dige beklædning og blev fremstillet på fabrik i forme, hvor først et 3 centimeter forstøbningslag af grå eller hvid cementmørtel blev lagt ud, efterfulgt af et isoleringslag af 16 centimeter Lecabeton. Efter en afhærdning på to-tre måneder blev de transpor­teret til byggepladsen og placeret én efter én yderst i forskallingsformen, hvorefter de blev støbt fast til en 10 eller 15 centimeter bagmur af grovbeton, der blev skovlet ned i forskallingen ved håndkraft. Fliserne havde forskellige formater, kvadratiske og aflange. På de fleste af husene inddeler lyse betonfliser facaderne i et gitternet, udfyldt af mørkere, grålige fliser. Gitternettet er horisontalt opdelt i regelmæssige højder, svarende til etagedækkene, mens det vertikalt varierer i større og mindre felter. Med tiden er flisernes cementhud eroderet og har blotlagt tilslagene, næsten som var den blevet afsyret. Netop dette udtryk har det været vigtigt at opnå i den igangværende renovering af Bellahøj.

Så snart der var fri arbejdshøjde under arbejds­platformen, blev etageadskillelserne udført som enten enkelt-eller krydsarmerede Durisol-betonplader (udstøbte letbetonelementer) eller blev støbt ud på stedet som armerede dæk med udsparinger og stritter, der skabte vederlag til ydervæggene.

Da de sidste af kab/sab’s huse skulle opføres i 1955, var man imidlertid allerede gået bort fra den arbejdskrævende glideforskalling, og disse er opført med etagehøje, ophængte facadeelementer.

To af de fem huse, som fsb opførte, er til for­skel fra alle de andre opført efter det såkaldte Kallton-system: en bærende konstruktion af et jernbetonskelet med præfabrikerede søjler og dragere, der støbes sammen på byggepladsen. Etagedækkene blev konstrueret af U-formede dragere med mellemliggende letbetonelemen­ter, som gulvet blev støbt på. Facademurene skulle udføres som færdige betonelementer, men undervejs opstod der betænkeligheder ved denne løsning, fordi man i udlandet havde haft problemer med holdbarheden af udfugningen. I stedet blev facaden udmuret med gule mursten, med henblik på senere at finde en passende overfladebehandling, der kunne harmonere med de øvrige huse. Det skete aldrig, og derfor står de to huse stadig med felter af gul blankmur.

Ambitionerne om anvendelse af ufaglært arbejdskraft holdt ikke stik. Byggeteknikken var jo helt uprøvet og viste sig så kompliceret, at det blev nødvendigt at benytte uddannede håndværkere i stor stil. Så når der kom inspektion fra Boligministeriet, måtte håndværkerne forklædes som arbejdsmænd!

Alle lejligheder er forsynet med altaner af varierende størrelse, og det er lykkedes at give langt de fleste lysindfald fra tre sider.

I 2014 indbød de fire boligselskaber, i samarbejde med Kulturstyrelsen og Københavns Kommune, fire arkitektteams til en projektkon­kurrence, der skulle skaffe ideer til, hvordan Bellahøjbebyggelsen kunne renoveres og revita­liseres i årene fremover. Konkurrencen blev vundet af et hold bestående af Henning Larsen Architects som totalrådgiver og med Erik Møller Arkitekter, GHB Landskabsarkitekter, Orbicon og Rekommanderet som underrådgivere. Vin­derforslaget blev især fremhævet, fordi det påviser, at en udvendig efterisolering ikke alene er teknisk mulig, men også rummer størst arki­tektonisk og æstetisk potentiale. Renoveringen forventes at blive gennemført 2017-2020.

Relateret indhold