Den Hvide Kødby

Kort beskrivelse

Tekst af Marie-Louise Høstbo fra bogen Hemmelige Steder

Komplekset er opført i in situ-støbt jernbeton og efterfølgende hvidmalet. Kontrasten er stor i forhold til de ældre dele af Kødbyen, som hedder henholdsvis Den Brune Kødby og Den Grå Kødby. Her, i den hvide del, er der lys, luft og rene linjer.

Det kubiske formspring er understreget af vinduesrammernes blå farve og de næsten flade tage, beklædt med tagpap. Den centrale del af komplekset, som blandt andet rummede den store slagtehal, viser med nordvendte shedtage tydeligt den industrielle inspiration. Bygningerne fordeler sig symmetrisk om den centrale hal og er nøje tilrettelagt og organiseret med produktionsgangen for øje - fra det levende dyr ankom, til slagtning, til en afsluttende frokost kunne nydes i restauranten - er Kødbyen organiseret som én stor maskine.

Dekorationen bestod af de enkelte forretningers skiltning og udsmykning samt billedhuggeren Einar Utzon-Franks fronton, Tyren, fra 1933, der visuelt er en effektfuld modsætning til de rette linjer og samtidig refererer til stedets anvendelse. Den ærlige brug af materialet, hvor betonens forskallingsspor er tydelige igennem malingen, og de udkragede baldakiner skaber nødvendig skygge, var moderne og kompromisløs.

I dag, hvor den industrialiserede kødproduktion er flyttet ud af byens centrum, bruges de prunkløse lokaler i dele af bebyggelsen stadig til fødevareproduktion, men den hvide kube danner også baggrund for gallerier, hvor som tidligere form, funktion og konstruktion samles i en gennemført helhed.