Mariebjerg Kapel og Krematorium

Få arkitekter overgik Frits Schlegel i brugen af beton i byggeriet. Som pioner var han inspireret af blandt andre den franske arkitekt Auguste Perret og rummede i sit formsprog både klassisk skoling og viljen til at udforske nye materialer og konstruktionsmetoder.

Kort beskrivelse

Tekst af Marie-Louise Høstbo fra bogen Hemmelige Steder 

Uanset om bygherren var privat eller repræsenterede det offentlige, er værkerne intime og underspillede. Schlegel distancerede sig fra monumentalitet og historicisme, og han skabte i stedet sin egen distinkte fortolkning af funktionalismen. Mariebjerg Kapel og Krematorium i Gentofte nord for København er et signifikant eksempel fra hans oeuvre, der som helhed er dedikeret til skala og detaljering. Bygningerne blev indviet i 1936 efter mange års projektering og blev senere udbygget i 1959.

Frontfacaden fremstår sart monolistisk diskret med døren som den eneste åbning, mens klokketårnet og forskydningerne i facaden, etableret i støbningen af betonen, giver en effektfuld reliefvirkning. Hjørnerne er udformet som søjler og danner i samspil med de flade tage en dynamisk interaktion bygningsdelene imellem med pergolaerne som en velartikuleret overgang mellem inde og ude.

De ilagte glasfliser i facaden til det store kapel former et mønster af kors, der tilføjer et på én gang grafisk og dekorativt element til interiøret og facaden. Også interiørdesignet afspejler Schlegels dybe forståelse for skala og rum. Højtideligheder understreges i den højloftede sal, hvor gule betonklinker og sammenstillede bænke - placeret i en halvcirkel - lader en særlig intimitet opstå.

Materialerne er æstetisk udsøgte, for eksempel det hvidmalede metal, bænkenes mørke træsæder og belysningen, der er udført i messing og opalglas. Sofistikeret og yderst disciplineret manifesterer bygningen en symmetrisk/asymmetrisk komposition som en hyldest til historien samt et forbillede for, hvad der kunne frembringes i de dengang nye materialemuligheder.

Fakta

Lokation: Mariebjergvej 1, 2820 Gentofte

Arkitekt: Fritz Schlegel

Byggeår: 1935-1936

Foto: Marie-Louise Høstbo
Foto: Marie-Louise Høstbo
Foto: Marie-Louise Høstbo
Foto: Marie-Louise Høstbo

Relateret indhold