Nibsbjerg Vandcenter

En rå og naturlig anvendelse af in situ-beton giver Nibsbjerg Vandcenter et rent udtryk, som passer godt med vandværkets opgave med at levere rent vand.

Kort beskrivelse

Det midtjyske vandværk er et helt igennem in situ-støbt byggeri med en række spændende arkitektoniske detaljer: Blandt andet et skævt, rombeformet grundplan og forskudte højder, der giver plads til teknikken. Arkitekterne og entreprenøren bag Nisbjerg Vandcenter har udnyttet den pladsstøbte betons mange muligheder til at skabe spændende finesser som et hældende tag, skrå ydervægge og de øvrige arkitektoniske detaljer, der understøtter vandværkets funktion. På den måde er bygningens arkitektur med til at fremhæve betons unikke formbarhed og mange overflademuligheder.

Betonoverfladerne varierer gennem bygningen, men det mest karakteristisk er betonoverfladernes markante linjer, der er skabt ved at anvende bræddeforskalling. Mønstret fra forskallingen fremstår tydeligt udvendigt og indvendigt, hvilket givet et råt udtryk. En lagdeling opdeler bygningen i en tung base i beton, en lettere mellemdel med farvevekslende glaspartier og et levende græstag, som harmonerer med de naturlige omgivelser.

Fakta

Byggeår: 2010

Bygherre: Vestforsyning A/S

Arkitekt: A2 Arkitekterne

Entreprenør: MT Højgaard A/S

Rådgiver: Krüger A/S

Lokation: Idomvej, 7500 Holstebro

Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Foto: Dansk Beton Fabriksforeningen
Uddybende beskrivelse

I 2011 – året efter Nibsbjerg Vandcenter stod færdig – modtog byggeriet den prestigefulde arkitekturpris, In-situ Prisen.

Det var en enig dommerkomite, der valgte vandværket i Holstebro som vinder af In-situ Prisen 2011.

– Bygningens samspil med lokalmiljøet og en meningsfuld anvendelse af betonen gør Nibsbjerg Vandcenter til et lille stykke vandkultur. Rå og naturlig beton giver for eksempel bygningen et rent udtryk, som passer godt med vandværkets opgave med at levere rent vand, forklarer formand for bedømmelseskomitéen, Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects.

– Indvendig glider en in situ-støbt trappe gennem rummet og skaber en stor rumhøjde, der giver plads til de mange vandtanke. Samtidig går betonen igen i vægge, lofter, gulve og trapper. Derfor kan alle overflader højtryksspules, hvilket giver store fordele for hygiejnen. Derudover skaber betonen et stabilt indeklima, som letter arbejdet med at holde vandet på samme temperatur året rundt, fortæller Signe Kongebro.

In-situ Prisen uddeles til personer eller firmaer, som har stået for smukt arbejde i pladsstøbt beton, eller har medvirket til at gøre brugen af forskalling lettere eller mere spændende.

Relateret indhold