Rudolph Tegners Museum

Stædigt og monumentalt ligger Rudolph Tegners Museum solitært i det barske landskab i Dronningmølle. Billedhuggeren Rudolph Tegner blev i sin levetid ikke anerkendt i Danmark.

Kort beskrivelse

Tekst af Marie Louise Høstbo fra Hemmelige Steder

Rudolph Tegner levede og arbejdede mange år i Frankring og opkøbte, med økonomisk støtte fra sin hustru Elna Tegner, gennem flere år jord øst for Dronningmølle. I samarbejde med ingeniør Ernst Ishøy, som arbejdede med mange arkitekter om store projekter, skabte han et museum til sine egne værker. Og han er der endnu, da han ligger begravet under gulvet i museets store udstillingshal.

Den store bygningskrop består af et ottekantet rum med imponerende 11 meter til loftet. Der er ingen åbninger i facaden, men et stort ovenlys bringer dagslys ned i rummet. På tre sider er salen omkranset af en lavere bygning indeholdende en mindre udstillingssal, billetsalg og en indskudt etage med bygningens eneste vindue. Det er trekantet og placeret over indgangsdøren. Med en søjle på hver side af døren og det trekantede vindue over sender Tegner en cadeau til sin store inspirationskilde: Den antikke græske kunst og arkitektur.

En senere, lavere, tilbygning optager endnu to af udstillingshallens otte sider. Fascinerende er også den store skydedør på bygningens bagside - selve døren er udført i beton, konsekvent brutalt. Opført i in situ-støbt beton med tydelige forskallingsspor er bygningen ærligt i sit udtryk ude som inde - og uopvarmet.

Indvendigt er væggene malet i en lys gul nuance, og de danner et bagtæppe for den store samling af Tegners værker. Scenografien er imponerende, og æstetikken i højsædet i de store tableauer, som værkerne sammen danner. Monolitten, billedhuggerens fysisk største værk, indgår i en teatralsk komposition med de enestående skulpturer, der er placeret ude i det lyngbevoksede landskab.

Fakta

Byggeår: 1938

Opført af: Rudolph Tegner, Ernst Ishøy og Mogens Lassen

Lokation: Museumsvej 19, 3120 Dronningmølle

Foto: Marie Louise Høstbo
Foto: Marie Louise Høstbo
Foto: Marie Louise Høstbo

Relateret indhold