Skulpturhave ved Grenå
Snoede flisegange fører Digterparkens beboere rundt i en sansehave, der blandt andet byder på højbede i beton og varierende højder.
Kort beskrivelse
Plejecentret Digterparken i Grenå ligger i en rydning i skoven i en enkel nordisk stemning. Her har billedhuggeren Karin Lorentzen skabt en skulptur-og sansehave i beton. I haven sammenkobles skov, bygningsarkitektur og en gangsti i form af seks højbede i en skulpturel sansehave med snoede flisegange, der giver beboerne mulighed for at gå på opdagelse i haven.
Højbedene har tre forskellige højder: 25 centimeter, 40 centimeter og 60 centimeter, hvilket er højt nok til at kanten bliver tydelig for gående borgere. Højbede af 40 centimeter egner sig til at sidde på og løfter blomster og småplanter op til beboerne, mens højbedene af 60 centimeter har en højde, hvor man fra en kørestol kan opleve plante- og dyreliv tæt på.
Højbedene er støbt på Aarhus Cementvarefabrik i sort beton, som fremstår i en lysere blågrå tone end Digterparkens koksgrå facader. Geometrien på højbedene er skabt af cirkelslag i forskellige diametre, der er klippet i 16 stykker og sat sammen i konvekse og konkave former.
Fakta
Byggeår: 2014
Billedhuggeren: Karin Lorentzen
Betonproducent: Aarhus Cementvarefabrik
Lokation: Tove Ditlevsens Vej 2, 8500 Grenå