Beton er et materiale med mange ansigter og kan bibringes i alle tænkelige farver, teksturer, mønstre og relieffer. Det giver en stor palet af muligheder, når betonens udtryk skal frembringes. Overfladerne kan overordnet deles op i ubearbejdede overflader og efterbearbejdede overflader, der begge indeholder en række muligheder for at give betonoverfladen en helt særlig karakter i forhold til struktur og tekstur.
Synlige betonoverflader ældes med tiden og har stor betydning for betonens udtryk. Hvordan og hvor overfladerne ældes afhænger af de ydre påvirkninger – primært vejrliget.
Betonoverflader ændrer udseende og nedbrydes med tiden ligesom alle andre bygningsmaterialer. Det går bare ikke så hurtigt. Beton er altså ikke vedligeholdelsesfrit, men vedligeholdelseslet.