Overflade muligheder

Beton har en række unikke egenskaber, der adskiller den markant fra andre byggematerialer. Beton er plastisk i sin oprindelse og kan formgives til en hver tænkelig geometri, der – med rette valg og dimensionering af den indre armering – kan indgå som bærende konstruktion i et byggeri. Beton kan både støbes på stedet (in situ) eller på fabrik (elementer og betonprodukter). 

Produktionsmæssige præmisser 

Fordi beton er et byggemateriale, der skabes i takt med produktionen, har produktionsforholdene altid betydning. De produktionsmæssige præmisser bunder oftest i en række teknologiske forudsætninger, der i sidste ende får betydning for det arkitektoniske udtryk. De bedste eksempler fra arkitekturen er skabt, hvor arkitekterne har set nye arkitektoniske muligheder på baggrund af de produktionsmæssige præmisser frem for at modarbejde disse.

Når der bygges med betonelementer, bliver udformningen af hvert element – og især samlingen herimellem – meget afgørende for det arkitektoniske udtryk. På trods af, at den historiske anvendelse af betonelementer har været præget af uinspireret anvendelse, findes der arkitektoniske interessante bud på en mere kreativ og æstetisk anvendelse af betonelementer i arkitekturen. Disse bud bygger oftest på en særlig bearbejdning af selve betonoverfladen og/eller en interessant samstilling af betonelementer, hvor elementernes geometri og indbyrdes placering giver en særlig arkitektonisk relevans.

Ved større, sammenhængende betonoverflader opdeles forskallingen i mindre dele, hvormed der opstår karakteristiske formsamlinger, som udgør et mønster henover konstruktionen. Ofte vil arkitekter bevidst arbejde med dette mønster, da det indgår som en markant del af det arkitektoniske udtryk.

Et af de mest iøjefaldende markeringer, som optræder på større betonkonstruktioner, er de små, cirkulære fordybninger kaldet konushuller eller klampshuller. De fremkommer de steder, hvor to formsider har været spændt sammen af en gennemgående spændestav. Hullet udfyldes med en prop i plast eller stål – eller mest almindeligt med en nedsænket udfyldning med mørtel. Konushuller anses for at være en af de præmisser, der er med til at give beton sit helt eget udtryk. Blandt andet derfor har mange arkitekter eksperimenteret med både udformning og rytme i placeringen af konushuller, så de udgør en integreret del af det arkitektoniske udtryk. I flere tilfælde er der indført ”falske” konushuller. Med falske konushuller menes, at der afsættes konuspropper, hvor der ikke har været behov for spændestave, for at skabe et tilsigtet mønster på betonfacaden.

I følgende vejledninger fremkommer fire forskellige eksempler på arkitekturprojekter, hvor der arbejdes med synlige betonoverflader. 

Download vejledningen "Skitsering af synlige betonoverflader"

Download vejledningen "Projektering af synlige betonoverflader"

Download vejledningen "Betonoverflader"

Download vejledningen "Smukke betonoverflader - konstruktivt design”

Ubearbejdede formstøbte overflader

Hvis formstøbte overflader ikke bearbejdes efter afformning, fremstår betonoverfladen med et nøjagtigt aftryk af støbeformens karakter. Et særligt fænomen ved støbning af ubearbejdede overflader er porehuller, der skyldes indesluttet luft, som er blevet hængende i overfladen under udstøbningen. Porehuller kan aldrig helt undgås – særligt når der støbes mod tætte, glatte overflader – og de må betragtes som en naturlig, integreret del af betonoverfladen så længe antallet og størrelsen af huller ikke giver anledning til dominans og uensartede overflader.

Valg af støbeformens materiale og karakter er naturligvis afgørende for, hvilken karakter betonen efterfølgende får. Et af de mest anvendte materialer til støbeforme er træ, hvor især rå, uhøvlede brædder er med til at tegne betonens ansigt. Mulighederne med bræddestruktur i betonoverflader er blevet udviklet i mange interessante variationer både hvad angår struktur, størrelse og orientering. Siden 1980’erne har filmovertrukne krydsfinerplader, i dagligtale kaldet støbeplader, overhalet bræddeforskallingen som det foretrukne forskallingsmateriale til in-situ støbte konstruktioner.

Et andet hyppigt anvendt formmateriale, som også giver en glat overflade, er stål. Forme i stål anvendes typisk i forbindelse med større, ensartede flader – primært i forbindelsen med seriefremstilling af præfabrikerede betonelementer. Træ og stål er de mest anvendte materialer til betonstøbeforme, men det er i teorien muligt at støbe mod mange slags materialer som eksempelvis glasfiberarmeret polyester, tekstiler og ekspanderet polystyren.

Betonkonstruktioner kan også fremstilles på andre måder end støbning i fast form. Eksempelvis giver glideforskalling, sprøjtestøbning og 3D-print andre karakteristiske udtryk til beton. 

Efterbearbejdede overflader 

Betonoverflader kan bearbejdes efter støbningen, så de får en særlig overfladekarakter. Ved ubearbejdede betonoverflader er det cementhuden, der karakteriserer betonoverfladen, mens det ved efterbearbejdede overflader især er tilslaget – eventuelt i kombination med cementhuden – som karakteriserer overfladen. Derfor vil både type og farve af tilslag være afgørende for den efterbearbejdede betonoverflades fremtræden.

Den mest anvendte efterbehandling er en såkaldt frilægning af betonens tilslag. Frilægning opnås typisk ved at påføre en retarder – eksempelvis en sukkeropløsning der forsinker betonens afbindingstid – direkte på formmaterialet. Efter afformning spules den ikke-afbundede cementpasta i overfladen væk, hvormed tilslaget træder frem og dermed udgør den egentlige overflade. Derfor vil tilslagets udseende – størrelse, form og farve – være afgørende for, hvordan overfladen fremtræder. Frilægning kan også udføres i forskellige variationer og dybder. Eksempelvis ved afsyring, hvor det fine tilslag fremhæves i overfladen, og sandblæsning, hvor overfladen bliver ru og mat.

En betonoverflade kan også bearbejdes mekanisk ved eksempelvis kløvning, som giver grove overflader. Derudover kan betonoverfladen bearbejdes med mekanisk slibning, der kan give fine og glatte betonoverflader som eksempelvis den velkendt terrazzooverflade.

Mens de omtalte efterbearbejdningsmetoder udføres på den hærdede beton, findes en række efterbearbejdningsmetoder, som udføres på den friske beton for at give en særlig overflade. Med disse metoder, som oftest udføres i forbindelse med gulvflader eller betonelementer, kan der opnås glittede, kostede og rullede betonoverflader med forskellige udtryk. 

Farver og nuancer  

Betonens farve bestemmes af de fine partikler såsom cement, tilsætninger og filler i tilslaget. Som udgangspunkt er det cementen, der bestemmer betonens farve, hvilket vil være grå eller hvid (ved brug af hvid cement). Herefter bestemmer eventuelle tilsætninger som mikrosilika, flyveaske eller kalkfiller samt det fine sand farvenuancen. Flyveaske og mikrosilika giver en mørkere grå nuance, end tilfælde hvor der kun anvendes cement.

Udover de traditionelle ”betonfarver” kan betonen indfarves. Dette opnås ved at tilsætte pigmenter til betonen. Farvet beton fremstilles primært ud fra hvid cement. Modsat malede betonoverflader fremstår pigmenterede betonoverflader mere ægte, da indfarvningen ikke går ud over betonoverfladens stoflighed. Farven vil dog normalt falme med tiden.

Download Betondeklaration Ordrupgaard

Nedenfor kan du downloade opførelsesattester på Flodhestehuset i Københavns Zoo og Scandinavian Congres Center i Aarhus, hvor der er arbejdet med betonens sammensætning og udførelse for at opnå en særlig farvenuance på betonen. 

Download opførelsesattest på flodhestehuset i Københavns Zoo

Download opførelsesattest på Scandinavien Congress Center

Mønstre 

Gennem tiden er der eksperimenteret med at skabe mønstre og relieffer i betonoverflader ved bearbejdning af overfladen. Grafisk beton eller ”Graphic Concrete” giver mulighed for at præge grafiske motiver ind i betonoverfladen via en digitalt styret frilægning af overfladen. Det ønskede mønster eller billede trykkes med en retarder på en dug, hvorefter betonen udstøbes med dugen som formside. Efter afformning spules overfladen, hvormed der sker en frilægning af betonoverfladen i områderne med retarder. Effekten er mest markant, når der er størst kontrast i farverne – det vil sige en lys beton og et mørkt tilslag. Mønstre kan også skabes ved fremstilling af gennemsigtig beton. Nøjagtigt placerede optiske fibre i betonen kan dermed skabe mønstre med lys på en betonoverflade.

Relieffer

Relieffer kan dannes ved, at der placeres et indlæg i støbeformen. Indlægget kan være profilerede metalplader, bølgepap og plastfolier og lignende. Metoden er i nogle tilfælde anvendt til at få betonen til at imitere strukturen fra et andet byggemateriale som eksempelvis tegl eller natursten. I andre tilfælde er metoden anvendt langt mere inspirerende til at skabe nye overfladeudtryk. Et eksempel er betonoverfladerne i forbindelse med Danmarks Radios koncertsal i Ørestaden, skabt af den franske arkitekt Jean Nouvel. Her er en plastfolie lagt tilfældigt i støbeformene, hvilket giver nogle glatte, foldede betonoverflader, der har fået tilnavnet ”elefanthud”. Digitalt styrede relieffer kan skabes ved at udfræse relieffer i et letbearbejdeligt formmateriale, hvormed der skabes nye arkitektoniske udtryk. 

Oplevelsen af en betonoverflades tekstur afhænger enten af det formmateriale overfladen er støbt imod, den afvente støbemetode, eventuel efterbehandling eller en kombination af de tre muligheder.  

Bræddestruktureret 

Brædder i træ til forskalling er gennem tiderne blevet flittigt anvendt. I 1960’erne under brutalismen søgte arkitekterne et ærligt og brutalt udtryk med betonen. Det resulterede i mange byggerier, hvor overfladerne tegnes af de rå, uhøvlede brædder, der blev anvendt som forskalling.

Mulighederne med bræddestruktur i betonoverflader er lige siden blevet udviklet i mange interessante variationer både i forhold til struktur, størrelse og orientering. I dag er de fortsat et hyppigt anvendt forskallingsmateriale. 

Afsyret 

En afsyret overflade er kendetegnet ved, at det fine tilslag fritlægges i overfladen.

Blotlægningen sker idet den støbte betonoverflade afvaskes med syre, hvorefter den yderste cementpasta spules af med vand. Resultatet er en meget levende betonoverflade, hvor farven og strukturen fra det fine tilslag bidrager til en særlig overfladekvalitet. 

Sprøjtestøbt 

En sprøjtestøbt overflade bliver til ved at betonen sprøjtes på en overflade ved hjælp af trykluft. Betonen komprimerer sig på overfladen, hvorfor en yderligere bearbejdning af betonen ikke er nødvendig. Overfladen kendetegnes ved at være meget grov, hvilket giver en levende overflade. 

Glittet 

Glittede overflader udføres typisk med specialmaskiner – tallerken- og vingeglittere, der i roterende bevægelser afriver og glitter overfladen. Glittede overflader bliver, hvis det er korrekt udført, meget ensartede og glatte i overfladen. 

Kostet

Den kostede overflade opnås ved, at en kost trækkes hen over den endnu ikke hærdede betonoverflade. Det skaber en rillet overflade. Kostede overflader vælges ved vandrette overflader som eksempelvis gulvstøbninger eller betonelementer. 

Glidestøbt

Glidestøbte overflader bliver til, ved at forskallingen løftes kontinuerligt via hydrauliske løfteanordninger. Glideformens overflade udgøres typisk af stål eller træ, som giver en forholdsvis glat overflade med synlige spor efter den opadstræbende bevægelse fra glideformen.

Dansk Betonarkitektur

I bogen Dansk Betonarkitektur foreligger et materialeafsnit, som beskriver betons æstetiske og tekniske muligheder samt arbejdet materialet beton. Afsnittet er et supplement til de allerede beskrevne arkitektoniske muligheder på synligbeton.dk. 

Download "Appendiks Materialet Beton" fra "Dansk Betonarkitektur"