Vi rådgiver dig

Dansand har skabt vækst med automatisering

På trods af en sejlivet skrøne om, at robotterne tager menneskers arbejde, så besluttede råstofproducenten Dansand sig for 20 år siden for at digitalisere og automatisere mest muligt. Læs historien om, hvordan Dansand gennem digitalisering har øget sin bemanding med 75 pct. og samtidig vækstet på både omsætning og eksport.

Thomas Steen Hansen kigger ud over sandgravene fra sit kontor i den lille midtjyske by Addit. Uden for vinduet ses bjerge af sand i nuancer af beige, grå og varm lysebrun. Thomas Steen Hansen er CEO i virksomheden Dansand, som leverer forædlet kvartssand til industrien og til privatforbrugerne.

Dansand har øget omsætning og eksport ved at digitalisere og automatisere mest muligt.

Videobureauet Tordenskjold

Dansand manglede medarbejdere

Ved første øjekast ligner Dansand en helt almindelig produktionsvirksomhed, men dykker man bare lidt ned under overfladen, viser virksomhedens digitaliseringsstrategi sig tydeligt.

- Vi startede faktisk allerede for 20 år siden, fordi Dansand manglede medarbejdere. Vi ligger jo lidt ude på landet i et tyndt befolket område. Så satte ledelsen sig dengang ned og sagde: ’Vi bliver nødt til at finde en løsning’. Og her valgte man at satse på digitalisering, siger Thomas Steen Hansen.

Dansands ledelse besluttede at digitalisere og automatisere så meget som muligt. Det har siden betydet, at både robotter, digitalt styrede tørreovne og sorteringsanlæg er blevet implementeret i virksomheden. Samtidig er der kommet en anden sammensætning af medarbejdere i virksomheden.

- Populært sagt er vi gået fra at have sand som den vigtigste ressource til i højere grad at være en vidensvirksomhed i dag. Vores viden om produktet og vores kunder er det, der adskiller os fra traditionelle grusgrave, siger Thomas Steen Hansen.

Foto: Tor Birk Trads

Afprøvning af nye digitale metoder

Dansand valgte at satse på digitalisering, fordi virksomheden havde høje vækstambitioner, men ikke kunne skaffe den nødvendige bemanding til at nå sine mål. I dag prøver Dansand løbende nye digitale metoder af. Et eksempel er virksomhedens nyeste skud på stammen: et fuldautomatisk udlæsningsanlæg. Her henter kunderne sand, som bliver læsset af direkte i lastbilerne uden involvering af Dansands medarbejdere.

- Vi havde brug for at øge vores udlæsningskapacitet, og der kunne vi sagtens have brugt et helt konventionelt anlæg, som er bemandet af mennesker, men fordi vi satser på digitalisering, valgte vi i stedet et automatiseret udlæsningsanlæg, hvor vores kunder kan hente sand 24 timer i døgnet.

Det automatiserede udlæsningsanlæg giver kunderne en langt større fleksibilitet og betyder, at vognførerne, der henter sandet, kan tilpasse afhentningen til deres kørerute, pauser m.m.

Jeg har tit hørt den gamle skrøne om, at robotterne kommer og tager vores arbejde, men det har altså ikke været tilfældet hos Dansand. Thomas Steen Hansen, CEO i Dansand

Dansand er blevet et mere attraktivt sted at arbejde

Samtidig har automatiserings- og digitaliseringsprocessen ikke blot betydet, at Dansand kunne opretholde sin produktion i et område, hvor det kan være svært at tiltrække arbejdskraft. Udviklingen har derimod betydet, at virksomheden har øget sin bemanding med 75 pct. i løbet af de seneste 20 år.

- Jeg har tit hørt den gamle skrøne om, at robotterne kommer og tager vores arbejde, men det har altså ikke været tilfældet hos Dansand. Den øgede omsætning, som digitaliseringen har ført med sig, har tværtimod betydet, at vi har haft mulighed for at ansætte flere medarbejdere gennem årene, siger Thomas Steen Hansen.

Processer styres fra hjemmekontoret

Det er ikke kun over for virksomhedens kunder, at der er kommet en større grad af fleksibilitet. Også blandt medarbejdere og ledelse har digitalisering af forretningen betydet mere fleksible muligheder.

- I dag kan en lang række af vores processer styres fra hjemmekontoret. Når vi bliver ramt af uforudsete ting, så kan vi stadig opretholde vores produktion og overvåge størstedelen af alle processer hjemmefra. Det giver en stabilitet og en sikkerhed i vores arbejde, siger Thomas Steen Hansen.

Om Dansand

Dansand producerer 350.000 tons sand om året i mere end 20 forskellige sorteringer.

Læs mere om Dansand her. 

Karoline Ry
Skrevet af:

Karoline Ry

Relateret indhold