Brugen af big data er en investering i fremtiden

”Kyllingeproduktionen i dag er mere industri end håndværk”. Sådan siger Jørgen Yde Jensen, CEO i SKOV A/S. Produktionen af kyllinger forventes at stige med 65 pct. over de næste 20 år. Og hvis man skal være med i front, skal man investere. Derfor satser SKOV A/S benhårdt på big data.

SKOV A/S har i de sidste 4 år idriftsat en ny stald hver time et eller andet sted i verden. Det er et tempo, der kræver digitale hjælperedskaber. I dag kan landmænd sidde centralt eller bruge SKOVs app til at overvåge produktionen. Det er nødvendigt, fordi der flere steder i verden er én mand, der er ansvarlig for 10–20 stalde.

Hvis vi skal brødføde verdens befolkning, bliver vi nødt til at være ekstremt effektive samtidig med, at vi tager hensyn til dyr, mennesker og miljø. Jørgen Yde Jensen, adm. direktør i SKOV

Samtidig er selve staldene næsten fuldautomatiserede. Jørgen Yde Jensen forklarer, at systemerne i dag nærmest justerer sig selv:

- På dag 0, når kyllinger kommer ind, skal de have 33 graders varme, og herefter skal temperaturen så falde perioden igennem. Det styrer systemet selv samtidig med, at den tager højde for fugten, ammoniakken og CO2 , når den skal bestemme, hvor meget luft, der skal igennem.

Digitaliseringen hjælper SKOV med at imødekomme forbrugernes behov

Jørgen Yde Jensen ser to altafgørende grunde til, at SKOV skal blive ved med at satse på digitalisering. For det første forventes det globale forbrug af kyllingekød at stige med 65 pct. over de næste 20 år, og man vil samtidig skulle producere det med færre ressourcer end tidligere. Derfor bliver kyllingeproducenterne nødt til at blive mere effektive, end de er i dag. For det andet stiller forbrugerne højere og højere krav til dokumentation af dyrevelfærd, bæredygtighed og fødevaresikkerhed:

- Hvis vi skal brødføde verdens befolkning, bliver vi nødt til at være ekstremt effektive samtidig med, at vi tager hensyn til dyr, mennesker og miljø, siger Jørgen Yde Jensen.

Man skal se mulighederne i det her. Når verden udvikler sig, og det begynder at blæse mere, så har du et valg mellem at bygge vindmøller eller læhegn. Jørgen Yde Jensen

Forudsiger sygdomsudbrud blandt kyllinger ved hjælp af big data

Derfor har SKOV A/S oprettet et datterselskab Scio+, der udelukkende skal fokusere på big data. Ved at analysere på deres data, kan de nu regne ud, hvordan alle kyllinger i en stald opnår samme vægt, størrelse og stand. Samtidig kan SKOV forudsige sygdomsudbrud – både hos kyllinger og grise. Det effektiviserer både produktionen og øger dyrets velfærd. SKOV har valgt at placere Scio+ i Aarhus adskilt fra modervirksomheden i Glyngøre:

- Det gør, at de arbejder som en startup, men samtidig har adgang til det domæne og den viden, som SKOV har, siger Jørgen Yde Jensen.

Jørgen Yde Jensen er ikke i tvivl, om at digitaliseringen er en konkurrencefordel for dem. Han giver ikke meget for frygten for digitalisering og disruption:

- Man skal se mulighederne i det her. Når verden udvikler sig, og det begynder at blæse mere, så har du et valg mellem at bygge vindmøller eller læhegn.

 

Kort om SKOV

SKOV skaber klima- og farm management løsninger, der giver bedre overblik og øget vækst. Virksomheden blev skabt i midten af 60'erne, og er siden blevet en af verdens førende inden for deres felt.

Relateret indhold