03.06.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Kreativitet er midlet til nytænkning og smarte løsninger

Den digitale teknologi giver mange muligheder, men medarbejderne skal bruge kreativitet til at drage nytte af potentialet. Ifølge Christian Byrge, associate professor fra Aalborg Universitet, er kreativitet en kompetence, som kan udvikles gennem træning.

Den fjerde industrielle revolution har bragt avanceret robotteknologi, kunstig intelligens og machine learning med sig. Disse teknologier har for mange betydet en ændret arbejdssituation. Robotter kan hjælpe med til, at opgaverne bliver løst hurtigere, men de kan ikke være lige så kreative som mennesker (endnu).

World Economic Forum nævnte allerede i 2016 i analysen ”the Future of jobs”, at kreativitet bliver en af de tre vigtigste kompetencer for arbejdsstyrken i 2020. 

Kreativitet er med til at skabe nytænkning i form af nye perspektiver og nye ideer og bør derfor være motoren i enhver innovativ proces. Christian Byrge, associate professor fra Aalborg Universitet, har udviklet en række forskellige værktøjer, som virksomhederne kan bruge til at blive mere kreative.

Træn kreativiteten

Ifølge forskning kan ALLE blive mere kreative ved at træne deres kreativitet. Hvis virksomheden går nysgerrigt og legende til værks, kan man med enkle metoder skabe rum for at træne kreativiteten.

”En medarbejdere, der ikke anser sig selv som kreativ, kan øve sig i at komme med alternative løsninger til forskellige opgaver i løbet af en dag. Det kan være en ny måde at kickstarte et møde på eller en ny form for opfølgning. Det vigtigste er at indarbejde et naturligt ”kunne det gøres anderledes”-trin i dagligdagen”, fortæller Christian Byrge.

En anden måde at træne kreativiteten på er ved at sætte fokus på selve generering af ideer. I stedet for at stoppe ved den første gode idé, kan det betale sig at tvinge flere ideer frem.

”Når en medarbejder får en opgave, bruger vedkommende ofte relativ kort tid til at komme med ideer. Mange er tilbøjelige til stoppe ved, at den første gode idé netop er den bedste idé til løsning af problemet. Men hvis man producerer mange ideer, så vil man ofte få ideer, der er langt bedre”, fortsætter Christian Byrge.

Forlæng idéfasen

Når en virksomhed udvikler nye produkter eller løsninger, er der som regel en fast deadline, der skal overholdes. Og idéfasen kan være et ømt punkt, som skal overstås i en fart.

”En medarbejder har måske fået 10 dage til at komme frem til løsning på et problem. De fleste vil gerne have en fornemmelse for, hvordan de løser problemet inden for de første par dage. På den måde har man tid til at finde argumenter for, hvorfor netop denne idé er den bedste, og der er tid til at lave et pænt slideshow og en god indpakning. Men virksomheden vil ofte have bedre af ’dårligt indpakkede, gode ideer’, end ’godt indpakkede, dårlige ideer’”, forklarer Christian Byrge.

Christian Byrge anbefaler at få medarbejderne til at skubbe balancen i arbejdsprocessen, så man bruger mere tid på at tænke alternative ideer, inden man beslutter sig for den endelige idé.

”Start måske med at beslutte, at der ikke bliver valgt en idé, før mindst halvdelen af tiden frem mod deadline er nået. For nogle typer af problemer kan man måske strække den kreative tænketid til at fylde 80 procent af tiden. Det er selvfølgelig vigtigt, at man bruger den ekstra kreative tænketid til bevidst at afsøge og producere flere ideer.”

Sæt kreativt pres på rutiner

Kreativitet kan også bruges til at nytænke eksisterende rutiner. Ansatte med stort kreativt potentiale kan eksempelvis øve sig i at udfordre de rutiner og systemer, som bliver taget for givet på en arbejdsplads. 

”Her skal man lede bevidst efter de ting, der er enighed om, ikke kan udfordres. Så skal man udfordre netop det på en legende og nysgerrig måde. Hvis eksempelvis en køkkenbranche anser, at køkkenets primære funktion er at lave mad, så vil det være et godt sted at starte. Måske finder I på, at fremtidskøkkenets primære funktion er at opbevare og konservere kvalitets-take-away. Herfra kan I få et helt nye perspektiver på køkkenet, og hvordan det kan udvikles og designes”, siger Christian Byrge.

Kreativitet er ifølge Christian Byrge uden tvivl med til at skabe nytænkning i virksomheden, og kreativitet er udråbt til at blive en af de vigtigste kompetence i arbejdsstyrken. Som en ekstra og ikke uvæsentlig gevinst, skaber kreativitet også glade og engagerede medarbejdere.

  

INNOVATION I FOKUS

DI’s innovationskonsulenter gør det komplekse konkret og sørger for at give jer konkrete værktøjer til at lykkes med innovation. Du kan læse mere om mulighederne her

I DI tilbyder vi også en række faglige netværk indenfor innovation. Du kan finde et overblik over DI’s innovationsnetværk her