Vi rådgiver dig

Haldor Topsøe – Ny teknologi forlænger industrielle katalysatorers livscyklus

ReFresh skaber en cirkulær økonomi for industrielle katalysatorer ved at genvinde ellers tabte egenskaber i en brugt katalysator. Haldor Topsøe står bag teknologien, der kan reducere omkostningerne ved industrielle katalysatorer og forlænge deres levetid.

Haldor Topsøe har udviklet ReFreshTM - en ny teknologi, der kan sikre, at brugte katalysatorer ikke skal bortskaffes efter brug. En katalysator er et stof, der får kemiske reaktioner til at ske hurtigere. Mange industrielle katalysatorer indeholder store mængder af værdifulde metaller. Når en katalysator udskiftes efter brug, går disse metaller dermed til spilde – eller skal genindvindes ved ressourcekrævende processer. Og nye metaller skal udvindes for at kunne lave en ny katalysator.

Med Haldor Topsøes ReFreshTM kan man genskabe 95 pct. af den originale katalytiske aktivitet. De brugte katalysatorer bliver behandlet ved en kemisk proces på Haldor Topsøes fremstillingsanlæg. Denne kemiske proces genvinder de tabte produktegenskaber, som en katalysator besidder. Dermed kan ReFreshTM mindske behovet for nye katalysatorer, mens det skaber et cirkulært marked.

En økonomisk fordel

For industrielle katalysatorer er pris og effektivitet det vigtigste, når nye skal anskaffes. ReFreshTM teknologien er billigere at benytte end at købe en ny katalysator og giver samtidigt næsten den samme effektivitet.

Med tiden vil der opstå mangler på ressourcer, herunder de nødvendige metaller til nye industrielle katalysatorer, hvilket også øger prisen på metallerne. Derfor er ReFreshTM teknologien billigere end at købe en ny katalysator og giver kunderne mulighed for at vælge den optimale balance mellem pris og effektivitet.

____________________________________________________________________________________________________________________

Fordele:

  • ReFreshTM teknologien forlænger livscyklussen på en katalysator, og skaber derved en cirkulær økonomi om industrielle katalysatorer.
  • Teknologien er kommercielt afprøvet og reducerer omkostningerne ved industrielle katalysatorer.
  • ReFreshTM teknologien nedsætter behovet for udvinding af metaller, hvilket nedsætter blandt andet CO2-udledningerne relateret hertil.

____________________________________________________________________________________________________________________

Udfordringer:

  • Miljølovgivninger- og reguleringer kan gå imod brugen af ReFreshTM på en brugt katalysator, selvom det kan spare udvindingen af værdifulde metaller.
  • Import og eksport af brugte katalysatorer er tungt reguleret. Dette kan være et problem, fordi en brugt katalysator skal transporteres til Haldor Topsøes fremstillingsanlæg.