DI hjalp LEO Pharma med at etablere virksomhed i Rusland

Ved brug af DI's  "Own Man In" løsning, kom LEO Pharma hurtigt på benene i Rusland.

Udfordringen: Fra partnerløsning til selvstændig 

I 2013 valgte LEO Pharma at ville gå solo efter i 8 år at have været repræsenteret via en partner på det russiske marked. LEO Pharma kontaktede i den forbindelse DI for rådgivning og sparring omkring virksomhedsetablering i Rusland.

Løsningen: LEO Pharma på DI's kontor i Moskva

LEO Pharma valgte en løsning, hvor virksomheden i startfasen flyttede ind på DI's kontor i Moskva. Herved sikrede LEO Pharma sig den optimale indgangsvinkel, hvor de med DIs rådgivning og trygge rammer kunne etablere eget selskab i Rusland.

DI's primære rolle i samarbejdet var at facilitere etableringen af LEO Pharmas datterselskab i Rusland. Grundet manglende juridisk adgang til at ansætte personale i startfasen, benyttede LEO Pharma sig af DI’s ”Own Man in” program. Således blev de første lokale ansat af DI, hvilket betød, at LEO Pharma allerede fra start kunne være operationelle. Samtidig kunne de lokalansatte fokusere 100 pct. på etableringsprojektet.

Med DI's kontormiljø fik LEO Pharmas ansatte en stabil dagligdag med fagligt indspark og et stærkt netværk fra adskillige andre danske virksomheder. Alt sammen faktorer medvirkende til, at LEO Pharmas startfase i Rusland blev en succes. 

Resultatet: Sikkert på egne ben

Efter lidt over et halvt år på DI’s kontor i Moskva var tiden inde til at forlade de sikre omgivelser hos DI og stå på egne ben. Med en medarbejderstab, der var vokset til otte mand og planer om yderligere 40 ansatte ved udgangen af 2014, rykkede LEO Pharma for nyligt i egne kontorer.

LEO Pharma omsætter i dag for 40-50 mio. kr. årligt i Rusland, men har ambitioner om meget mere. Således er der forventninger om tocifrede vækstrater de kommende år. Det er især et politisk ønske om øget fokus på sundhed i Rusland, samt en voksende middelklasse med stadig stigende købekraft, som skal hjælpe LEO Pharma til at opnå vækst i Rusland.

Det var af stor værdi for LEO Pharma at indgå et samarbejde med DI i Moskva om midlertidig kontorleje. Med en meget pragmatisk og fleksibel tilgang, sikrede DI, at vores nye lokalansatte kunne fokusere 100 pct. på etableringsprojektet i Rusland. Mads Prebensen, Regional Director for LEO Pharma.

Om  LEo pharma

LEO Pharma er en international medicinalvirksomhed. LEO Pharma producerer og markedsfører lægemidler til behandling af dermatologiske lidelser samt forebyggelse og behandling af blodpropper. Med salg i over 100 lande og mere end 5.000 medarbejdere, er LEO Pharma en verdensomspændende organisation. I 2013 havde den danske virksomhed med hovedkontor i Ballerup en omsætning på mere end 7,8 mia. kr. 


Læs mere om Leo Pharma på virksomhedens hjemmeside.

Efter bare seks måneder på DI's kontor i Moskva var Leo Pharma klar til at stå på egne ben i Rusland.

Foto:Leo Pharma

Det hjalp DI med:

  • Own Man In i Rusland
  • Rekruttering af russiske medarbejdere
  • Kendskab til det russiske marked
  • Indsigt i russisk virksomhedslovgivning