DI-medarbejdere underskriver en aftaleprotokol med de tre fagforeninger SENTRO, FFW og TUCP og tre arbejdsgiverforeninger ECOP, Philexport og PCCI, der er med i Leaders Forum.

12.05.21 Vi rådgiver dig Nyheder

Ny institution til social dialog hjælper Filippinerne gennem coronakrisen

I 2018 startede arbejdsmarkedsorganisationer den første nationale topartsinstitution i Filippinerne. ”Leaders Forum” har hjulpet regeringen med at få landet gennem COVID-19 pandemien.

Da COVID-19 ramte Filippinerne i foråret 2020 indførte regeringen karantænetiltag, der påvirkede cirka halvdelen af landets befolkning. Samtidig indførtes en hjælpepakke med pengeoverførsler til ansatte, der ikke kunne arbejde på grund af restriktionerne.

Men arbejdsmarkedsorganisationer kunne hurtigt se, at hjælpepakken trods de gode intentioner ikke var skruet fornuftigt sammen. Arbejdsgivere og -tagere gik sammen om en erklæring til regeringen med forslag til, hvordan hjælpepakken kunne forbedres.

Regeringen indførte mange af forslagene. For eksempel blev distributionsprocessen forbedret og den overvældende mængde papirarbejde, som arbejdsgivere skulle lave for at bevise, at deres ansatte havde ret til støtte blev mindsket.

Ingen tradition for national dialog mellem arbejdsmarkedets parter

Et af forslagene lød for eksempel, at arbejdere der grundet karantæne ikke kunne udføre deres arbejde, skulle modtage månedlige ydelser svarende til mindstelønnen.

Beslutningen om at lave en fælles udmelding blev taget på Leader’s Forum, et bipartit organ, der blev stiftet i september 2018 af Employers Confederation of the Philippines (ECOP), sammen med to andre arbejdsgiverorganisationer og de tre mest repræsentative fagforeninger.

Trepartskonsultationer er en integreret del af det filippinske arbejdsmarked, men de har ingen tradition for topartsforhandlinger på nationalt niveau. Det mangel på samarbejde svækker arbejdsgiverne og fagbevægelsens indflydelse, forklarer ECOP’s generaldirektør, Jose Roland Moya:

”Vi måtte bygge mekanismer og institutioner hvor arbejdere, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere kunne indgå i dialog på trods af vores forskelligheder. Det var grundtanken bag etableringen af Leaders Forum.”

Forummet viste sit værd under COVID-19 krisen, men ambitionerne er mere vidtrækkende. De deltagende organisationer er blevet enige om en national rammeaftale med retningslinjer om jævnlige topartsdiskussioner og en række konkrete tematikker, hvor de forventer at kunne nå til enighed for eksempel ved at sænke leveomkostninger og forbedre den sociale beskyttelse og arbejdssikkerheden.

Inspiration og støtte fra Danmark har været afgørende

Fagbevægelsen og arbejdsgiverne i Filippinerne har historisk set haft et dårligt forhold til hinanden med en lav grad af tillid, siger Roland Moya. Derfor har det været vigtigt, at parterne blev eksponeret for den danske arbejdsmarkedsmodel, da forummet skulle udtænkes:

”Ideen om at skabe et Leaders Forum er inspireret af det stærke samarbejde mellem arbejdsgivere og ansatte i Danmark. Vi er nok hundrede år væk fra at kunne skabe den form for samarbejde, der findes i Danmark. Det niveau af tillid som I har til hinanden er simpelthen prisværdigt,” siger Roland Moya.

DI har hjulpet ECOP med at starte forummet gennem træning og andre kapacitetsopbyggende aktiviteter samt økonomisk støtte.

Thomas Skov Hansen

Thomas Skov Hansen

Teamleder

  • Direkte +45 3377 3862
  • Mobil +45 2983 8879
  • E-mail thsh@di.dk

Relateret indhold