11.07.19 Vi rådgiver dig Nyheder

Månedens medlem – EC Power A/S

DI’s afdeling for Ledelsesudvikling og Produktivitet inviterer hver måned en medlemsvirksomhed til at åbne dørene og give os et indblik i arbejdet med at udvikle og optimere virksomheden. Månedens medlem i august 2019 er EC Power A/S, der med succes har hentet inspiration fra USA til at indarbejde nye teknologier i produktionen.

Bjarne Bogner, CEO hos EC Power A/S, tager med jævne mellemrum over Atlanten for at hente inspiration fra USA’s ’fanden i voldske” innovationsmiljø. Vi har spurgt ind til hans erfaringer med at indarbejde nye teknologier i produktionen.

Hvordan påvirker den teknologiske udvikling EC Power A/S?

Ny teknologi påvirker alle i form af eksempelvis app’s, cloudservices og nye måder at skabe brugeroplever på (UX). Både produkter, services og måden vi gør ting på undergår enorme forandringer. Selvsagt starter det med store investeringer, og først senere kan vi høste frugterne i form af effektivitet og færre fejl. Mobiliteten vil ændre måden, vi arbejder på i fremtiden - også i vores lille virksomhed. Fremover kan du lave ”alt” alle steder fra.

Hvilke teknologier har I fokus på?

Efter et par ture til USA og cirka et år med forsøg på at lave en it-strategi finder vi ud af, at hele vores basis ikke kan bære de nye muligheder. Det vil sige, at vi ikke kan starte med predictive maintenance (sensorer som notificerer når maskinen skal til service), digital twin, Augmented Reality (AR) eller Virtual Reality (VR).

Vi må først få sensorer placeret rigtigt, få etableret realtime kontakt til IoT-enhederne og få etableret tovejs data. Først derefter kan vi begynde at tage de nye teknologier til os. Det er vi så i gang med nu. Herunder at et Product Lifecycle Management-system skal være basis for bedre webshop og dokumentation.

Hvordan forventer du VR/AR indgår i EC Power A/S om tre år?

Jeg forventer, at AR bliver relevant for EC Power A/S inden for et par år, men jeg har svært ved at se behovet for VR. Det ligger et stort pres på små virksomheder at følge med på alle områder og at afse ressourcerne til at implementere nye teknologier. Derfor er det vigtigt, at vi vælger de rigtige områder, som ikke bare er gode for vores interne processer, men som giver vores kunder mere og bedre service – ellers er det jo svært at se meningen.

Hvorfra henter du inspiration til at være på forkant med udviklingen?

Som leder henter jeg min inspiration ved at møde andre, og se hvordan andre gør. Her er DI’s innovationstur til USA en vigtig komponent. Vi besøger rigtig mange spændende virksomheder, både store og små, og på besøgene diskuterer gruppen altid tingene, så vi kan relatere de nyeste trends til Danmark og danske forhold. Det giver en gruppedynamik, du ikke kan få ved selv at besøge virksomheder og leverandører eller høre på konsulenter.

Efter et besøg i Silicon Valley, New York og Boston kan man tage det ”fanden i voldske ” med hjem og tænke lidt højere til loftet. Et godt eksempel er EC Powers vision om, at klimaændringerne kan stoppes, hvis menneskene og staterne begynder at gøre noget rigtigt sammen.

Har du et godt råd til andre, der arbejder med AR/VR?

Når man læser, ser og hører om alt det fantastiske man kan gøre, er det vigtigt at holde kunderne for øje. Ændringer og teknologiskift skal have det klare mål at forbedre kundernes oplevelse af dine produkter. Don’t get carried away!

  

Fakta

Kort om EC Power A/S

EC Power A/S er blandt landets førende producenter af kraftvarmeanlæg. Fokus er primært på kraftvarmeanlæg til naturgas, og EC Power A/S har været en profitabel forretning, der eksporterer til 27 lande i verden. Virksomheden blev etableret af Bjarne Bogner i 1996 og har i dag 100 ansatte. 

EC Powers klimavision
Med 10 gange så mange vindmøller kan vi stoppe klimaforandringerne: 

- uden at brænde vores biomasse af og slippe afsindige mængder CO2 ud i atmosfæren

- uden at skulle skjule den faktiske CO2-emission i sære regnearksforudsætninger

- uden at skulle plyndre jorden for sjældne metaller

DI's USA innovationstur

På DI’s innovationstur får du en unik mulighed for at besøge nogle af de mest innovative virksomheder og universiteter på USA’s vest- og østkyst.

 

Tilmelding er åben nu og du kan læse mere her. Du kan også kontakte Nicolas Boalth for at høre mere på nibo@di.dk eller 2128 7370.

Diagrammet viser EC Powers klimavision. Flere vindmøller leverer strøm til el-nettet. Overskydende strøm oplagres i gas. ’Grøn gas’, leveret fra vindenergi, distribueres via eksisterende infrastruktur.

Foto:EC Power A/S

SÆT FOKUS PÅ DIN LEDELSESROLLE

Ledelse lykkes med viden og i DI ved vi, at god ledelse kræver opdateret viden. I DI tilbyder vi derfor en række ledelsesuddannelser, så du kan finde en uddannelse der passer til dit niveau og behov. 

 

Du kan få et overblik over vores tilbud her.