Getty Images

20.01.20 Vi rådgiver dig Nyheder

Succes med strategisk lean hos BoConcept

For fem år siden besluttede den nye ledelse hos BoConcept at give virksomheden et serviceeftersyn ved at se på produktivitetsforbedringer i produktionen. Leankoordinator Tommy Graugaard fra BoConcept fortæller her om virksomhedens vej til betydelige forbedringer.

”Som mange andre virksomheder har BoConcept tidligere arbejdet lidt med lean i produktionen, men reelt set skulle vi starte helt forfra”, fortæller Tommy Graugaard.

Produktivitet og tilfredse medarbejder går hånd i hånd

Hjertet i implementeringsplanen var 10 workshops det første år, som havde til formål dels at få nogle quick wins i hus på produktiviteten, dels at få trænet og involveret medarbejderne i at se forbedringer.

”Alle erfaringer viser, at involveringen er afgørende for succes, så vi havde som målsætning, at workshop’ene også skulle forbedre medarbejdertilfredsheden. I begyndelsen af forløbet lavede vi derfor en simpel tilfredshedsmåling, som vi gentog igen efter workshop’ene”, fortæller Tommy Graugaard.

Medarbejderne satte selv mål for produktivitetsforbedringer i workshoppen, og de havde selv fuld kontrol over de valgte forbedringer til at komme i mål. Nogle var selvfølgelig mere ambitiøse end andre, men samlet set gik det over al forventning med 100 procent målopfyldelse og ikke mindst øget medarbejdertilfredshed.

Opsøg inspiration til næste skridt

På et tidspunkt opstod et behov for ny inspiration til at holde gang i lean, så Tommy Graugaard meldte sig på DI’s Lean Facilitator og siden hen DI’s videregående Lean Facilitator.

”Det var meget givende og gav ro i maven i forhold til, at vores igangværende tiltag faktisk var ganske fornuftige, men det gav selvfølgelig også ny inspiration fra underviserne og de øvrige deltagere”.

”Konkret indså vi, at lean-organisationen i sig selv var blevet en flaskehals. Vi kunne ganske enkelt ikke understøtte organisationens behov for opfølgning på gamle initiativer og igangsætning af nye. Det resulterede i ansættelsen af teamledere med ansvar for tavlemøder, den daglige opfølgning og indkredsning af behov for nye tiltag. På den måde fik vi en mere agil og beslutningsdygtig organisation”, forklarer Tommy Graugaard.

Medarbejderne som lean-ambassadører

Nu er BoConcept faktisk dér, hvor medarbejderne selv er klar til at tage medansvar for selv at køre tavlemøder og gennemføre forbedringer på egen hånd. Der blev afholdt et internt kursus på virksomheden sammen med DI, hvor flere ambassadører blev klædt på til at bruge de grundlæggende lean-værktøjer.

”I den forbindelse tog vi også nogle af de mere skeptiske medarbejdere med, hvilket har givet rigtig god mening, fordi de nu selv kan være med til at se på flowet på tværs af de organisatoriske siloer. Det er stadig ret nyt, men nogen har allerede kørt mindre events, og de der ”aha”-oplevelser, tror jeg, gør hele forskellen i forhold til at få forankret lean” siger Tommy Graugaard.

   

Fem råd

Tommy Graugaard fra BoConcept giver her fem råd til produktivitetsforbedringer i produktionen:

1.Brug daglige tavlemøder til at skabe overblik over de forretningskritiske prioriteringer

2.Lederne skal forstår lean-værktøjerne

3.Find lean-ambassadører blandt medarbejderne

4.Brug netværk til at få inspiration til next step

5.Find en samarbejdspartner, som kan hjælpe jer på alle trin af rejsen

DI's Lean Facilitator

Uddannelsen giver dig kompetencer til at lede en lean-konvertering fra A-Z. Gennem praktisk træning bliver du fortrolig med centrale leanværktøjer. Få den nyeste viden og lær af de seneste erfaringer inden for succesfuld lean-implementering. Du kommer til at arbejde med et projekt på din virksomhed og får sparring fra øvrige deltagere og DI's leankonsulenter, så du kan anvende din viden og få implementeret løsningerne med det samme. Læs mere og tilmeld dig her. 

Relateret