Vi rådgiver dig

Skab fremdrift med en produktionsstrategi

Hvad er en god produktionsstrategi, og hvilke elementer bør den indeholde? Få råd til at komme godt i gang med din produktionsstrategi.

God produktionsstrategi
Foto: GettyImages

Hvad er en produktionsstrategi?  

En produktionsstrategi er produktionsledelsens vision og plan for, hvordan virksomhedens produktion skal udvikles i forhold til den overordnede virksomhedsstrategi.   

Typiske udfordringer  

Mange virksomheder har en strategi, men den er ofte ikke blevet udfoldet til produktionen. Det skyldes ofte, at virksomheden har for travlt, at det er svært at vide, hvad man skal forvente af salg fra markeder eller at man ikke ved, hvordan en produktionsstrategi kan se ud. Virksomheden ender derfor med ikke at have en reel produktionsstrategi. Det gør det svært at få opbakning til og realisere virksomhedens gode idéer. 

Krav til en god strategi

Når I udarbejder en produktionsstrategi, er der en række gode råd til, hvad I skal være opmærksomme på. Den skal gerne indeholde beskrivelser af:

  • Kapacitet  
    Sørg for, at strategien indeholder en beskrivelse af nuværende kapacitet som f.eks. medarbejdere og maskiner. Er der noget, som er ved at være nedslidt og som står for omfattende vedligeholdelse eller udskiftning til nyt? Det skal tages med i produktionsstrategien.  
  • Begrænsninger og outsourcing    
    Produktionsstrategien skal tegne et klart billede af de begrænsninger, der er i forhold til den forventede udvikling. Den bør også fokusere på de processer, ydelser, produkter eller komponenter, som virksomheden selv vil producere eller outsource helt eller delvist.
     
  • Investeringsbehov  
    Det er en god idé, at produktionsstrategien danner ramme for de investeringer, der måtte være i den nære fremtid.  

  • Kommende lanceringer  
    Vær opmærksom på, om der skal lanceres nye produkter eller services, der kræver nye maskiner eller kompetencer, som skal anskaffes og/eller opbygges. Så bør dette inkluderes i strategien.  

Gode råd til dig, der gerne vil i gang   

Har I ikke allerede en strategi i virksomheden, kan I tage udgangspunkt i det nuværende produktmix og så spørge ind til salgsafdelingens eller direktørens generelle forventninger til væksten. Derefter bør I være opmærksomme på, om der skal lanceres nye produkter eller services, der kræver nye maskiner eller kompetencer som skal anskaffes eller opbygges.  

Det er også væsentligt at sikre, at produktionsstrategien er enkel at kommunikere både opad i virksomheden samt til medarbejdere, så den kan danne en fælles forståelse fremadrettet.    

Få et skræddersyet forløb

I DI kan vi hjælpe dig med at afdække dit potentiale og vise dig, hvordan du kan indfri det. Vi kan også sammensætte et individuelt konsulentstøttet forløb, hvor vi udarbejder en handlingsplan, der tager udgangspunkt i dine medarbejderes udfordringer, og som ved opfølgning sikrer, at planen implementeres. Kontakt os og hør mere om, hvordan du kan få sparring.

Mark Fisker

Mark Fisker

Chefkonsulent

Relateret indhold