Ændring af ansættelsesvilkår

Hvis en virksomhed ændrer på en medarbejders vilkår, skal virksomheden i tilfælde af væsentlige ændringer varsle det over for medarbejderen. Ændringer kan f.eks. være omplacering, nedgang i løn, fratagelse af ansvar eller ændring af arbejdssted med markant forøget transporttid til følge.

Ændringer i arbejdsvilkår

Næsten alle virksomheder vil på et tidspunkt opleve behov for at ændre i medarbejdernes arbejdsvilkår. Det kan for eksempel være, fordi der skal foretages en omstrukturering eller nedskæring, eller fordi virksomheden vil indføre en ny personalepolitik.

Udgangspunktet er, at virksomheden godt kan ændre medarbejdernes ansættelsesvilkår, hvis ændringerne er saglige. Ændringer skal gennemføres forskelligt, afhængigt af hvilke vilkår der skal ændres, og afhængigt af om overenskomsterne fastsætter en bestemt måde at foretage ændringer på.

I skal varsle ændringer

I skal varsle væsentlige ændringer med medarbejderens individuelle opsigelsesvarsel. Mindre ændringer kan gennemføres fra dag til dag, men ofte kan det anbefales at varsle mindre ændringer med et passende varsel, så medarbejderne kan indrette sig på den nye situation.

Når I varsler væsentlige ændringer, kan medarbejderen vælge at acceptere ændringerne, og de vil derefter træde i kraft efter varslets udløb, og ansættelsesforholdet fortsætter på de ændrede vilkår.

Medarbejdere kan betragte en væsentlig ændring som en opsigelse

Hvis medarbejderen ikke vil acceptere de væsentlige ændringer, kan han eller hun vælge at betragte varslingen som en opsigelse. Det betyder, at medarbejderen kan betragte varslingen som en opsigelse fra virksomhedens side og fratræde ved udløbet af sin opsigelsesperiode.

Fratrædelsen skal I behandle som en ordinær opsigelse. Det betyder blandt andet, at I skal udbetale anciennitetsbestemte fratrædelsesgodtgørelser (for eksempel godtgørelse efter funktionærlovens § 2a), og en eventuel konkurrenceklausul vil som udgangspunkt bortfalde, da opsigelsen som oftest vil blive anset for begrundet i virksomhedens forhold.

Hvis en væsentlig ændring af vilkårene ikke er sagligt begrundet, kan medarbejderen få tilkendt en godtgørelse for usaglig opsigelse, hvis han eller hun ikke accepterer ændringerne.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at de konkrete omstændigheder kan føre til, at varsling af ændringer skal håndteres på en bestemt måde. For eksempel kan der være forskel på varsling af ændringer over for funktionærer og ikke-funktionærer. Og overenskomsten kan indeholde særlige regler om varsling af ændringer. Der kan også være særlige procedurer, I skal følge ved varsling af væsentlige ændringer over for en større gruppe medarbejdere. I dette tilfælde vil varslingen i visse tilfælde blive betragtet som en større afskedigelse (dvs. opsigelse af et stort antal medarbejdere i forhold til virksomhedens størrelse).

Skabeloner

Ændring af ansættelsesvilkår - tillæg til ansættelseskontrakt

Hent

Reglerne

Funktionærloven
For medlemmer

I dybden med ændring af ansættelsesvilkår

Få svar på, hvilke ændringer er væsentlige ændringer, hvor langt varsel virksomheden skal give, når den vil ændre medarbejderens ansættelsesvilkår, hvad I skal gøre, hvis medarbejderen hellere vil fratræde end acceptere ændringerne – og meget mere.

Gå i dybden

Artikel opdateret den 01.04.23

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.